Down Under

Kameraerne var opladt, solen stod højt og vi var klar til endnu en oplevelsesrig weekend. Glitter, glimmer og tiltrækning af samme køn er blot nogle af de nøgleord som er forbundet med dette indlæg. Vi var til Mardi Gras – den største bøsse og lesbiske parade i Australien.

Tilbage i 2002 så jeg (AL) dette optog, hvilket var en helt utrolig event med en fantastisk stemning, noget jeg også syntes at Axel skulle opleve.

Hen på eftermiddagen blev hovedvejene lukket og alle gader var flot pyntet med det internationale multifarvede flag, og farverige fjerboa’er prydede hvert et vindue. Vi kom tidligt og fik suget atmosfæren til os. I løbet af et par timer var gaderne fyldte og det vrimlede med karismatiske personligheder som bragte smilet frem på de fleste. Al påklædning er ”tilladt” denne dag – og de fleste stiller også gerne op til et foto eller to 😉

Camilla, Jason og hans kæreste Caroline kom senere og nød showet fra sidelinjen med os. Konfetti, blinkende neonlys og farverige ladvogne kom trillende én for én godt hjulpet i gang af høj og festlig musik. Udklædte og energiske bøsser, lesbiske, biseksuelle, dragqueens mv. leverede et brag af et danseshow gennem Sydneys gader.

Mange store virksomheder har deres egne ”floats” (ladvogne) for, at vise deres åbne holdning til deres ansattes seksualitet. Herunder politiet, brandvæsnet, sygeplejersker, diverse religioner, banker mv.

Der blev blitzet, klappet, danset, flirtet og festet natten lang. Vi trak os dog tilbage, da Axel mente at nu havde han fået nok tilbud for en aften – Ja, det betød ikke noget at jeg stod ved hans side…de havde fået øje på ham!

Billederne siger ALT – men vi havde en sjov aften og fik én på opleveren. Vi lægger løbende billeder op på fotosiden, så tilbage er der bare at sige – ENJOY!

Den 5. marts og et år mere på bagen. Det var en dejlig, hyggelig, og nok den længste fødselsdag jeg nogensinde har haft. Skønt at være 10 timer foran jer andre.

Tusind tak for alle jeres lykønskninger pr. mail, facebook, sms etc. – og et stort tak for alle de dejlige pakker og fødselsdagskort som dukkede op i løbet af ugen helt fra DK. Axel og min kære moder var lidt for gode til at gemme jeres hilsener…jeg nåede slet ikke at smugkigge eller føle lidt på pakkerne. Ja, måske var det 27, men den indre 5 årige er der endnu 🙂

NATURLIGVIS – havde jeg sørget for høj sol og behagelig temperatur, så vi nød en skøn dag i Sydney med alt hvad der dertil hører. Vi kom blandt andet højt til vejrs i The Sydney Tower. Her har man en 360 graders udsiget over hele byen og alle forstaderne. Vi kunne se helt til vores lille surferby Manly. Den gamle Gordon vovede sig da også hen til vinduet et par gange, for hver gang at blive blød i knæene og hovedrystende måtte trække sig tilbage. Går nu under navnet Kyllingen.

Næste fødselsdag er Axels – og det er et af de skarpe højner… he he!

Tro det eller lad være, men det var ikke svært, at overtale de kære forældre til en lille køretur ind i landet her i weekenden – specielt ikke når nogle at ledetrådene var gourmetmad, vinsmagning og afslapning. En forlænget weekend til vinområdet Hunter Valley var destinationen. Den ”røde limo” klarede turen til et flot 8 tal, dog med nogen brok over den ikke-eksisterende air condition og den ’rene’ udstødning som med lethed sneg sig ind af de åbne vinduer. Ja, der er små forskelle mellem en Holden Commandor fra 94, og en fuldt udstyret BMW 550 Turring fra 2005 selvom jeg synes, de er svære at få øje på 🙂

Vi havde en smuk køretur gennem et bakket landskab beklædt med vinstokke så langt øjet rakte. Inden der gik (alt for meget) panik i den lille familie, pga. ’No Vacancy’ skilte ved samtlige hoteller o. lign., fandt vi et værelse for to nætter på Mecure Resort. Lige netop i denne periode er der nemlig de populære ’Open Air’ koncerter hver weekend.

Lørdag morgen stod hele familien klar ved den lokale cykeludlejning. Vinsmagning fra gård til gård på mountain bike – noget vi selv syntes var en god idé til at starte med…vi blev dog klogere! Som nævnt er Hunter Valley ret bakket, og efter interne konkurrencer om at nå toppen først, var det ikke lige vin vi tørstede efter, når toppen var nået. En aktiv, sjov og anderledes tur rundt i det smukke og varme landskab kan klart anbefales – dog må vi drage denne konklusion – cykelhjelme er praktiske, men gør ikke noget godt for udseendet! Æggehjelm eller ej – vi havde det sjovt!

Dagen efter fik vi en flot oplevelse i Hunter Gardens. Her er forskellige havetyper smukt anlagt side om side med masser af blomster og skulpturer.

Turen gik videre ud mod kysten til Nelson Bay. Her blev turistinformations brochurer gennemset, og vi fandt et lækkert spa & wellness hotel ud til vandet. Med det store smil på lykkes det os at få en fantastisk lejlighed på 8. etage med en overvældende udsigt ud over Tea Garden og Shoal bay. Mini ferien sluttede dagen efter, hvor vi skulle vende næsen hjemad til den ensomme Axel, der pga. rygproblemer måtte bliver hjemme.

Mandag aften havde vi aftalt at tage færgen ind til Sydney for at gå i biffen. Men men men – ikke bare i den almindelige biograf, men i det de kalder Gold Class. Her betaler man en mindre formue (sammenlignet med den alm. bio), men til gengæld kan forskellen tydeligt ses og mærkes. Sæderne er som halvandenmands sofaer med elektronisk ryg og fod støtte – og hvor den aftensmad du har bestilt inden filmen starter, bliver serveret præcist på det tidspunkt du ønsker. Man kan vælge stort set alle typer drikkevarer – og tjenerne kommer gerne og tager imod en ny ordre. Vi kan dog ikke helt se økonomien i dette fortagende, da vi alt i alt kun var 7 personer, der havde valgt at se ”The International” denne mandag, i en biograf med plads til 60 og hvor der var personale nok til at mandsopdække os hele aftenen. Men hva’ pokker – det er jo ikke vores hovedpine – vi nød det bare i fulde drag!

Ellers sker der ikke så meget i Manly – feriebørnene hygger sig med små udflugter og afprøvning af diverse cafeer i området.

I sidste uge var vi for resten i operaen i Sydney og høre ”En skærsommernatsdrøm” – flot oplevelse, med et anderledes nymoderne tvist.

Roger, over and out herfra!

Dette indslag på Anne-Louise og Axel’s blogg er i al hemmelighed indlagt om natten, hvor de sover.

Vi synes nemlig lige, at vi vil vise jer – der tror vi bare er kommet på afslappende solferie i Australien – at virkeligheden er ganske anderledes – suk.

I dag lod de os f.eks. vide, at hvis vi ikke både når at støvsuge, vaske op, pudse vinduer, ordne have, gå ud med affald samt få handlet godt ind – ja, så ved værtsparret ikke, om de orker at tage med os i Operahuset i aften.

Andre dage slæber de os med ned på en bred, hvid sandstrand med turkist vand, og kæmpe høje bølger. Så tvinger de os først til at grille et par timer i den stærke sol, for derefter at presse os ud i vandet, så vi må kaste os rundt i bølgerne for at overleve.

Vi har en mistanke om, at de håber at se bare én af de store bull sharks – eller måske endda “den store hvide”, der pt. huserer i området. Indenfor den sidste uge, er der nemlig set 10 af slagsen i strandende omkring Sydney. Kunne det mon tænkes at…………….?

Ja, og her gik vi og troede, at vores datter savnede vores selskab, men det var altså en helt anden form for underholdning, hun havde set frem til, når vi skulle komme på besøg.

På nogle af nedenstående billeder kan I se, hvordan vi får dagene til at gå hernede.

Ja, hmm – det bliver rart, når de søde unger engang kommer retur til DK – så må det være os der sætter husreglerne.

Masser af varme hilsner fra de 2 tyende i Manly.

Australien har mange facetter – udover de 10 mest farlige og livstruende dyr som har valgt at slå sig ned i landet, har Australien også et ekstremt varierende klima. I nord Australien kæmper de med kraftige oversvømmelser og vedvarende regn – og i syd har I sikkert set de voldsomme skovbrande som har krævet næsten 200 menneskeliv og gjort over 6000 familier hjemløse. Denne weekend var præget af sorg i hele landet, og nyhedsudsendelserne viste nye grusomme billeder time for time, hvor hele byer langsomt blev slettet fra landkortet. Mange har endnu ikke fået kontakt med deres kære, da telefonnettet er nede eller sagt med andre ord: brændt væk… Pt. hærger 26 brande stadigvæk i staten Victoria! Desværre har myndighederne også udmeldt, at de fleste af brandende var påsat.

Støtteindsamlingerne er iværksat. Til trods for de hårde økonomiske tider, er der på blot to døgn allerede blevet indsamlet over 30 millioner AUS $.

Tak for alle Jeres mails, sms’er og opkald – vi har det godt, og er som sagt langt væk fra brandene, og endnu længere væk fra oversvømmelserne og de drivende krokodiller…

Mange har spurgt hvorfor der ikke er kommet noget på bloggen i lang tid…meget enkelt – vi har bare ikke lavet noget spændende den sidste tid. Vi prøver at spare lidt penge pt., da der er lavvande i kassen og ja så ligger herren også på langs igen. Siden i tirsdags har Axel ligget vandret pga. rygsmerter. Ak ja, vi husker nok alle sidste år hvor han lå i flere måneder. Heldigvis er det ikke så slemt denne gang, men han er sygemeldt fra arbejdet pt. Lægen har givet ham lidt smertestillende og nye rygøvelser – så vi håber på bedring dag for dag. I dag tog lægen så min sengekammerat fra mig. Sengen er simpelthen for blød at ligge i, så nu skal han tilbringe nætterne på gulvet – hvor han i øvrigt ligger det meste af dagen i forvejen….nedtur! Vi håber han bliver kampklar til resten af familien Gordon kommer om 9 dage og skal vises rundt i byen mv.

De havde lovet hedebølge i Sydney denne weekend (44 C), men pt. har vi ikke mærket noget til den, og må nøjes med at kigge ud på det dejlige sommervejr herfra stuegulvet hvor der den står på kortspilning og kaffedrikning…

Rigtig god weekend alle sammen – nyd snevejret!

Uha ja…det måtte jo ske med en gammel bil – men hvorfor lige i dag! Efter en hektisk dag på arbejdet med lidt overarbejde var det tid til at vende snuden hjemad. Med tanken om 1½ time foran mig i bagende hede, og en meget sulten mave – var det bare speederen i bund og der ud af. Små 20 minutter inden mål kiggede jeg ned på temperaturmåleren…alt var fint. 18 minutter til målet og temperaturmåleren var over det røde felt. PANIK! Ringede straks til Axel, selvom jeg godt vidste at det bare gjaldt om at komme ind til siden. Samme råd kom via telefonen, problemet var blot det, at jeg var midt i tilkørslen til Harbour Bridge. Gode råd var dyre, da Harbour Bridge i myldertrafikken ikke lige er det smarteste sted at holde – rettere sagt, der er ikke plads til at holde. Ja, så her holdt jeg med Axel i røret og nødblinket på fuldt blus.

Se det er her jeg må takke Camilla for, at komme med det gode råd da vi købte bilen: køb en vejhjælp forsikring! Jeg ringede straks og de kunne være det inden for en time…! Efter 15 minutter kom der en ”trækvogn” fra Harbour Bridges eget trafikkontor med to meget snaksaglige bromænd – ikke just dem jeg havde ringet efter. Men den røde dyt skulle væk og det skulle være nu ifølge dem. ”Hop over på passagersædet lille frøken, så klarer vi det for dig” Åhh okay…

Sikkert over på den anden side af broen, var det så bare at vente på vejhjælpen (NRMA). Hmmm, vi havde fyldt vand på bilen i lørdags inden turen til Canberra så det kunne det vel ikke være. Panikken bredte sig hos mig, da mine tanker var på arbejdsdagen i morgen. Skal til mit første salgs- og marketingsmøde, hvor jeg skal holde et indlæg… Men hvis bilen nu er død eller i stykker, hvordan kommer jeg så på arbejde til tiden uden at skulle op kl. 04.00 for at fange bus, færge, tog, taxa !?

NRMA-manden kom efter 40 minutter, og blondinen hoppede rundt som den gode assistent. Jeg følte virkelig at jeg var ovenpå og vidste, at alt var ny-påfyldt fra i lørdags – og med alle de søndage min far har brugt på bilundervisning, så jeg aldrig skulle stå som en blondine og kigge ned under kølerhjelmen – blev slået helt til jorden. Bilen slugt nemlig små 8 liter vand, og NRMA-manden kiggede på mig med et løftet øjenbryn og sagde: ”Hvornår sagde du I sidst havde fyldt vand på?” Pinligt….

Jeg er nu sikkert hjemme og Axel havde den helt store tapasanretning klar til den lille uheldige og nu meget sultne frøken. Men en ting er sikkert, jeg sender både de to bromænd og NRMA-manden en kærlig tanke i aftenbønnen 😉

GN ReSound here I come…

I går tirsdag, var skjorten ny strøget og navigationen klar og parat til tage mig sikkert hen til min første arbejdsdag. 24,3 km tager “kun” 1½ time, og med en bil uden air condition og 33 grader udenfor med høj luftfugtighed – ja så var jeg nok det man kalder lettere lun og klar med et skønt svedigt håndtryk til mine nye kollegaer.

De er alle rigtig søde – australiere, parkistanere, asiatere, englændere og ja nu 3 danskere. En sælger (som jeg ikke har mødt endnu) og vores General Manager som var ham der skaffede mig jobbet.
De første to dage er gået med at få styr på produktlinien og arbejdsgangene. Det er skønt at stå op om morgen og skulle på arbejde – frøken Gordon har fået ny energi. Jah, og så har jeg jo fri 2 dage om ugen, hvor jeg kan hygge mig på stranden og komme i træningscenteret 😉

Life is good!