Australien har mange facetter – udover de 10 mest farlige og livstruende dyr som har valgt at slå sig ned i landet, har Australien også et ekstremt varierende klima. I nord Australien kæmper de med kraftige oversvømmelser og vedvarende regn – og i syd har I sikkert set de voldsomme skovbrande som har krævet næsten 200 menneskeliv og gjort over 6000 familier hjemløse. Denne weekend var præget af sorg i hele landet, og nyhedsudsendelserne viste nye grusomme billeder time for time, hvor hele byer langsomt blev slettet fra landkortet. Mange har endnu ikke fået kontakt med deres kære, da telefonnettet er nede eller sagt med andre ord: brændt væk… Pt. hærger 26 brande stadigvæk i staten Victoria! Desværre har myndighederne også udmeldt, at de fleste af brandende var påsat.

Støtteindsamlingerne er iværksat. Til trods for de hårde økonomiske tider, er der på blot to døgn allerede blevet indsamlet over 30 millioner AUS $.

Tak for alle Jeres mails, sms’er og opkald – vi har det godt, og er som sagt langt væk fra brandene, og endnu længere væk fra oversvømmelserne og de drivende krokodiller…