Blog Image

Down Under

AL og Axel Down Under

Her er lidt om vores forberedelser, rejsen og livet downunder (c',

Tjek også vores webside: www.sendmoremoney.dk

I en lille båd der gynger..

Down Under Posted on 27 Apr, 2009 14:18

Mandag = Oplevelsesdag! Når vi begge sådan har fri på en skøn solrig mandag, ja så er det bare om at komme ud af døren, og udforske nye områder. Vi har tit besøgt det smukke fyrtårn ved Palm Beach, og nydt udsigten over de mange små øer samt den frodige national park Ku-Ring-Gai Chase, også kaldet West Head, der omringer spidsen af Palm Beach.

Efter en gåtur gennem bush’en kom vi til en lille grotte kaldet Red Hand Cave. Her har aboriginere for over 2000 år siden sat deres håndaftryk på grottens sider.

Turen gik nu videre til den lille luksuøse havn Akuna Bay. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi regnet med, at der lå en ”mini-Monacco” havn for enden af den smukke flod Hawksbury River. Store prangende yachts glimtede herligt i efterårssolen og vi kastede lange blikke efter de hvide skuder. Jeg klappede lige en af de mindre som var til salg – til små hurtige 4 millioner danske kroner.

Den lille lokale café lokkede med hjemmelavede scones og store saftige muffins…og ak ja vi bukkede under og kastede os over kalorierne… 😉 I mellem tiden havde Axel fået klargjort en lille motorbåd og vi nød 2 smukke timer på floden.

Nu venter arbejdet forude for mig, og ja Hr. Hjemmegående vil sikkert have nye spændende billeder klar til Jer sidst på ugen. Take care (-:



Første uge hjemme

Down Under Posted on 26 Apr, 2009 14:22

Den sidste uge har været alt andet end ”normal”. For det første har jeg været hjemmegående! Det har jeg ikke prøvet i mange år (hvis man ser bort fra mine sygedage i januar på grund af ryggen), og det har jo givet mig tid til at prøve kræfter med min store lidenskab – Fotografi!
Det har resulteret i en del nye billeder i galleriet på hjemmesiden, så tag et kig.. (c’, Jeg håber I kan lide dem – jeg har nemlig været oppe fra kl. 04.30 flere dage i den sidste uge for at nyde solopgangen, holde øje med surfere og se hvordan Manly vågner op time for time.
Desuden tog jeg en hel dag alene i Taronga Zoo for at få nogle gode billeder af dyrene og resultatet var fantastisk. Matt gav mig en lynrundvisning i uddannelses centeret, og jeg fik hilst på deres nyeste ven, en lille Wombat (c’,

I fredags var vi ude at spise med Matt, Jason og Nick og indimellem spøgelseshistorier og god mad, lod Jason en bemærkning falde om vores måske lidt manglende besøg i vandet på Manly Beach… Det kunne vi jo ikke have på os så straks lørdag morgen pakkede vi sydfrugterne, boogieboardet og tog på stranden. AL hyggede sig med solbadning og jeg tog selvfølgelig lidt flere billeder til at starte med – der var fantastisk store bølger og surferene var ude selvom stranden i princippet var lukket for badende. Men efter et par timer i solen måtte jeg altså køles af og af sted på boggieboardet! AL måtte overtales lidt til at dyppe fødderne, men da hun endelig kom under (og med boogieboard, ja Kim her er beviset) var hun slet ikke til at få op igen – hun var faktisk et stort smil! Fantastisk – og så med vand der er varmere end luften!

Lørdag eftermiddag stod den på hyggeshopping og jeg kom til at købe min 30 års fødselsdagsgave til mig selv (lidt tidligt, men så kan jeg nå at bruge den her i Manly) – Et fantastisk nyt zoomobjektiv til mit kamera og nu kan hverken surfere, landkrabber eller fugle gemme sig for mig!



Showtime

Down Under Posted on 20 Apr, 2009 10:11

Blinkende neonskilte, klukkende børnelatter, mad til at mætte alle typer sult, rungende musik og snak fra de mange højtalere – alt sammen godt blandet med lugten af bondegård! Ja, vi var lige i midten af The Royal Easter Show sammen med Matt, Nick, Jason, Caroline og Camilla (samt resten af aussie-folket).

The Royal Easter Show varer ca. 14 dage, og er en blanding af forskellige faglige messer, et Tivoli, et dyreskue og en mad- og musik festival. Vi så både fåreklipning, præmiering af de største australske tyre, børnezoo med alle type ”bondegårdsdyr” som man kunne klappe og fodre – skønt (c’,

Små madboder var opstillet overalt – her fik vi prøve smagt, det Matt mente var et MUST og man var ikke en rigtig aussie før det var indtaget.

– HOT DOG ON A STICK = Friture stegt pølse på en pind med tomatsouce væltende ned af den.

– CHEESE ON A STICK = Friture stegt ost på pind.

Limonade med lime eller en cola til at skylle det hele ned med var også en del af frokostpakken i følge Matt. No wonder at de bliver lidt fede efter sådan en kaloriebombe.

Efter den omgang måtte vi lige forbi sliklandet, hvor de til vores store overraskelse solgte lakrids – SALTLAKRIDS. Det chorekerede dog også sælgeren, at vi så målrettet gik efter de forskellige lakridstyper. Da vi gerne ville prøvesmage saltudgaven – stoppede han op og spurgte om vi var sikre?! Yes, yes it’s okay we are from Denmark and we love it! Hans svar herpå var blot: “Say no more… !” ha ha. Hmmm, det smager nu også fantastisk og sjovt nok var der ikke nogle af de andre som ville smage vores lakrids… så bare mere til ”danskerholdet”.

8 timer senere efter diverse demonstrationer af husholdningsprodukter, lægemidler og nakke massage, var det blevet tid til at se det store Fruite Market. Ved næsten alle stande var det officielle konkurrencer med fornem præmiering af 1., 2. og 3. Pladsen. På frugt markedet var det en konkurrence mellem de australske stater. Som I kan se på billedet havde en af staterne lavet en KÆMPE fisk i forskelligfarvede æbler. Andre havde lavet farverige landskabsmotiver af alverdens frugter og grønsager – utroligt syn.

Inden dagen sluttede var det tid til lidt ”hestekræfter” – et stort bil- og motorcykelshow, med farlige loops, vilde tricks og hovedrystende formationskørsel. Det hele afsluttet med et fascinerende fyrværkeri. Vejrguderne var med os, så da vi efter 11 timer på farten var kommet sikkert hjem – kom regnen og tordenvejret… Så søndag og mandag har derfor stået på kortspil, sjaskede gåturer og sladderbladslæsning godt suppleret af Anton Berg æg og Piratos – mums tak for pakkerne til både Johan & Gry samt Trine & Morten 😉

Nu er Axel klar til at begynde på sin nye tilværelse som hjemmegående/fotograf/madlaveren/rengøringshjælpen…nåh, ja det sidste er nok ønsketænkning ha ha ha. Jeg har valgt, at forlænge min kontrakt hos GN ReSound 4 uger mere og en dag ekstra om ugen – sidste dag for mit vedkommende er den 8. maj. Så skal vi to hønisser rigtig ud på eventyr.
Lejligheden er nu officielt opsagt pr. 1/6 – så vi kan desværre ikke modtage post eller pakker fra omkring den dato af. Vi vil dog undersøge mulighederne for at få en postboks….hvis der nu skulle komme et fødselsdagskort eller to til Axel når vi er ude på vores rejse.

Roger over and out herfra sofaen af!



Sidste arbejdsdag!

Down Under Posted on 20 Apr, 2009 07:55

Fredag d. 17 april var min sidste arbejdsdag hos Health Projects International og det blev fejret – faktisk så meget at jeg var helt overvældet. Jeg havde ikke regnet med det store farvel, men havde da snakket med et par stykker om lidt let frokost og en fredags / afskeds øl efter fyraften.

Klokken nærmede sig frokost og pludselig var vi 17-18 stykker til frokost på et lille thaisted i Kirribilli. Overvældet over antallet af fremmødte måtte jeg holde en mindre tale, hvor jeg da også lige nævnte at jeg ville gå ud til en enkelt øl efter fyraften.

Inden skulle jeg lige nå tilbage og knokle et par timer med rumtegninger, oprydning og let småsludren om vores kommende tur rundt på det australske kontinent. Klokken lidt over 4pm (1600) ringede min telefon og det var receptionisten der ”lige havde brug for lidt hjælp med noget”, og jeg rendte ind i et baghold af mine kollegaer som havde skrevet kort, købt gave og en kæmpe chokoladekage! Helt fantastisk – og endnu engang måtte jeg holde takketale (c’,

Efter fyraften gik vi på Kirribilli Hotelpub, og her endte vi også med at være 15-20 stykker. Ret godt fremmøde og selvom jeg allerede var hjemme kl 21.00 var det super hyggeligt og jeg fik sludret, hygget og smagt en par af de australske og new zealandske øl.

Nu står den så på fototure rundt i Sydney i de næste par uger, indtil AL også stopper på arbejde, og Maike kommer og holder os i ørene. Håber snart at kunne vise resultatet på vores fotoside.

(I skulle da ikke snydes for et billede af kagen også – Og ja, den smagte rigtig godt!)



The Royal Eastershow?!

Down Under Posted on 15 Apr, 2009 13:57

Okay, ikke helt, men alligevel.. Påsken er kommet (red. Nu ovre), og vi fik i den anledningen dansk besøg fra Brisbane. Sebastian landede i Sydney lufthavn skærtorsdag aften, og vi stod klar med det danske flag og højt humør. Skærtorsdag er desværre ikke en helligdag hernede, så både Al og jeg havde haft en lang dag på kontoret. Selvom det var halv sent, da Sebastian landede, måtte vi lige henover Harbour Bridge samt vise Operaen og Luna Park frem. Et skønt syn – man aldrig bliver træt af!

Lang Fredag startede vi med AL’s version på et ’lokal’ dansk morgenbord: Rugbrød, bagerens franskbrød, æblejuice, kaffe og croissanter. Ikke dårligt, med en god solid start på dagen – og frisk fra start tog vi benene på nakken og turede ned igennem Manlys små gader, inden vi til sidst tog færgen til Sydney.

Vi startede selvfølgelig med Sydneys varetegn nummer 1: Sydney Operaen – Sebastian og AL klappede lige den fantastiske bygning endnu en gang. Vi var selvfølgelig ikke alene om ideen (sådan på en national helligdag), og fortrak hurtigt til let gåtur igennem den frodige botaniske have. Vi satte derefter næsen mod næste ”must-see” på listen: The Sydney Tower. Her fik Sebastian et godt overblik over byen og alle de mange forstader. Fra tårnet (inkl. de ca. 260 meter man står over gadeplan) kan man se helt til Manly, Bondi, lufthavnen, Sydney Olympic Arena, Anzac Bridge, ANZ Stadium, Harbour Bridge og selvfølgelig Operaen. Vi havde været så snedige, at købe en billet som også gav adgang til Sydney Aquarium, så næste punkt på turen var bestemt.

Vi sprang hele billetkøen over og befandt os straks i næbdyrets hule. Desværre var den ikke hjemme så vi kæmpede os hurtigt videre igennem horder af fotoknepsende japanere, børn på påskeferie og frustrerede forældre. Vi befandt os i et smukt virvar af farvestrålende fisk, skildpadder og krokodiller (på rede) – og DER – dagens højdepunkt (udover det forsvundne næbdyr!) The Dugongs, også kaldet Søelefanterne eller som de påstår hernede The Mermaids! Men vi er helt enige; De er fantastiske og klart et besøg værd.. Selvom de er kæmpe store, og tilmed kan blive over tre meter, bevæger de sig elegant og havfrue-agtigt igennem vandet inkl. med hvad der kunne ligne et lille smil. Helt fantastisk!

Næste højdepunkt var haj bassinet som var fyldt med hajer i alle størrelser. Fra de små reefsharks til et par bullsharks på 4 meter. Og jo, de er skræmmende når de bevæger sig nærmest lydløst blot som en skygge gennem vandet, indtil de pludseligt glider forbi en helt tæt på. Uha, jeg håber ikke vi møder en så tæt på ude i Manly.. (eller i det hele taget uden glas i mellem).. Godt brugte tog vi Monorailen og færgen hjem mod Manly.. Pyha!

Lørdag kørte vi ud på den obligatoriske rundtur langs the Northern beaches, og startede med North Head og den fantastiske udsigt over Sydney som I efterhånden snart kender så godt. Inden vi nåede så langt kom vi til Q-station (The Quarentine Station). Her bookede vi en Ghostwalk til om aftenen! Vi satte kursen nordpå til Curl Curl, hvor vi fik lidt let frokost og nød blæsten og synet af de kraftige bølger. Videre på turen endte vi Palm Beach, og tog den lille hike op til fyrtårnet. Siden vi var der sidst havde de dog langt ruten om og vi måtte følge en gammel sti op i stedet for vores ”normal” klatretur. Sebastian og AL havde lidt for meget energi, løb om kamp det meste af vejen og stoppede kun for at nyde udsigten – skønt at have ”ungerne” med på tur!

Men dagen går hurtigt når man har det sjovt – og vi måtte skynde os hjem og af sted til vores Ghostwalk på Q-station. Vores guide forklarede os lidt om stedet, de mange syge mennesker der havde levet og var døde på stedet, og om hvordan hospitalet, 1. Klasse og 3. klasse havde fungeret – alt i mens han fortalte spøgelseshistorier fra svundne tider og helt frem til hvem der havde set, hørt og flygtet fra spøgelserne i de sidste par måneder. Uhhhh…. Vi så dog ingen spøgelser og måtte nøjes med vores guides lille spøg – som bestod i at sparke til en metalbøtte på det mest spændende sted i en spøgelseshistorie! Og JO… Det virkede! AL kravlede det bedste hun havde lært op ad Sebastians arm, og havde jeg ikke selv været “skræmt” ville jeg gerne have delt Sebastians hårrejsende ansigtsudtryk med Jer – det var guld værd!

Søndag skulle vi til The Blue Mountain, men desværre kom der et strømsvigt i lejligheden i vejen. Overboen havde nemlig ”tabt” en spand vand som havde kortsluttet vores belysning i køkkenet, og dermed resten af lejligheden. Så røg turen til Blue Mountain desværre, da vi lige skulle vente på en elektriker (som først kom tirsdag – flot), men AL og Sebastian fik shoppet lidt på Manly markedet, og vi endte med en hyggedag hjemme med kortspil og film og alt for meget guf – puha!

Vel udhvilede stod påskemandag på gåtur henover Harbour Bridge, shopping in the Rocks og kaffe & kage på Guylian Chocolate Café (c’, Mums, min kage hed 100% pure pleasure (og jo, det var den også). Derefter kørte vi til Watson Bay, og gik tur rundt om fyrtårnet på South Head, hvor vi nærmest kan virke til Manly og North Head. Så gik turen til Bondi Beach som skulle være vores sidste punkt på Sebastians skræddersyede Sydney Tour, men vi nåede kun at slå os ned på en café og nyde udsigten i 10 min. før regnen stod ned i lårtykke stråler (yep, mate, lårtykke!) Så jeg blev mere end gennemblødt af at hente bilen så prinsessen og vores unge gæst ikke skulle blive alt for våde – man er vel en gentleman (c’, Vi måtte derefter køre med 10-20 km i timen hele vejen ud i lufthavnen for at sætte Sebastian på flyveren tilbage til the Gold Coast – og seneste melding er, at han er kommet godt tilbage (c’, – Tak for besøget, Sebastian!

Tirsdag morgen bragte arbejdsugen tilbage og vi er begge grydeklar og på vej i seng. Vi har jo haft en fantastisk aktiv påske og nu skal vi jo lade op til den kommende weekend hvor vi ret faktisk skal til det store Easter Show i Sydney! Vi håber I alle har haft en dejlig påske og nydt rugbrødsmadder, sild og snaps!



Sommertid eller var det vintertid?!

Down Under Posted on 05 Apr, 2009 12:09

I sidste uge var det jeres tur til, at sætte uret og havemøblerne frem – et skønt tegn på at sommeren er på vej. Denne søndag kom vi andre, på den anden side af kloden, så med på vognen – her går vi dog vinteren i møde.

Vejrguderne har allerede givet en lille smagsprøve (hele sidste uge) på hvad det australske vintervejr kan byde på…brrr sikke nogle kræfter! 3-5 meter høje bølger slog mod Manlys kyster, og i fredags vovede vi os ud på en aftentur for at se de modige surfere.

Lørdag skulle vi på en mini sightseeingstur ned ad kysten mod Woollongong med en afstikker gennem The Royal National Park. Desværre var vejrguderne ikke helt færdige med at vise kræfter, så vi havde en dejlig, men meget blæsende dag. Sikkert hjemme i hytten igen stod den på varm kaffe – smukt lavet på vores nye espressomaskine – og video hygge ahhhh!

I dag søndag var det tidligt op, da ejerne af lejligheden skulle komme og ordne vinduer samt klippe lidt af i haven. For at give dem lidt arbejdsro tøffede vi ned i Manly og gik en tur i Ocean World. Vores lokale akvarium med både underjordisk hajtunnel og bassiner med alle de farverige fisk der findes omkring Australien.


Tilbage til lejligheden – og HOLD DA OP de havde været flittige…lidt for flittige efter vores mening. Det er det man kalder en meget KRAFTIG beskæring af vores ellers frodige have. Deres kommentarer hertil var blot: ” Skønt med vintersolen i stuen!” Ja, tak og alle de forbipasserende kan være med helt inde på sofaen i lejlighed nummer 115 unit 1. Nåh, ja men så få vi vel hilst på lidt flere over hegnet…bom bom ja joh! Her er et lille før og efter foto – af den lille trimning af haven.

Håber I har nydt en solrig forårsdag i DK – I hvert fald ifølge DMI 😉



Alt godt fra “havet”…

Down Under Posted on 28 Mar, 2009 11:46

Dagene går jo hurtigt på den sydlige halvkugle, og nu er det vist på tide med en update på hvad vi har fordrevet tiden med de sidste par uger.

Mine kære forældre vendte retur fra deres roadtrip på ”The Gold Coast”, hvilket varmt kan anbefales. Deres sidste dage i Sydney skulle nydes i fulde drag – og den ”danske bacon” færdig ristes 😉 Så, mens arbejdshesten knoklede bag computeren, nød familien Gordon en dejlig køretur til South Head, Watson og Rose Bay. Ved fyraftenstid, kørte vi ind og mødtes med Axel ved Milsons Point. Han kender jo området som sin egen bukselomme (efter utallige frokost gåture), og vi lod derfor kontormusen vise os rundt i området. Vi gik rundt om Luna Park, Lavender Bay og til McMahons Point, hvorefter vi gik tilbage af de små hyggelige villaveje og nød de pletvise kig til Harbour Bridge og Sydney Operaen.

Lørdag stod vi forholdsvis tidligt op for, at tage til Sydney Markets, Chinatown og The Chinese Garden. Hele formiddagen gik dog med morgenhygge og kortspil, så klokken blev over tolv før vi nåede færgen mod Sydney. Axel havde ikke prøvet Monorailen før, så vi måtte alle en tur op i det etbenede skyline-tog som tog os ud til Sydney Markets – hvilket er en kæmpe basar med alt fra grønne parykker, alle mulige slags madvarer, farverige sjaler, guld, sølv og det der ligner ædelstene – ja et ægte krims krams marked. Derefter gik turen gennem Chinatown til The Chinese Garden, hvor Axel gik helt amok med sit kamera – som altid 😉 Haven var fredsfyldt og smuk, med små bænke som bare indbød til hyggesnak – omgivet af vand med kæmpemæssige farverige fisk. Ahhh er åndehul i den hektiske storby.


Om aftenen slentrede vi ned igennem Darling Harbour, hvor vi fandt en taxibåd til McMahons Point. Her havde vi om fredagen set en lille lækker tapas restaurant, Delicious Wines, som bare måtte afprøves. Med en lind strøm af rigtig gode vine og tapas kombineret med god service, ja så blev den dag også afsluttet med maner. Ikke dårligt at blive forkælet (-:

Søndag måtte vi tidligt op og af sted til Taronga Zoo, hvor Matt ventede med sit fantastiske ”bag om hegnet” show og vi fik lov at nyde dyrene tæt på. Min far var specielt optaget af en lille Echidna, min mor af en kænguru, mens Axel næsten fik et kys af en Wallaby!

Senere slentrede vi gennem haven og måtte lige se det store ”Bird Show” – Taronga Zoo har trænet fuglene til at flyve rundt blandt publikum – alt fra en lille papegøje til en kæmpe grib. Helt fantastisk!

Om eftermiddagen var der lige tid til lidt frokost i Balmoral. Der var dog en mindre kø til restauranten…så hvorfor ikke lige snuppe lidt sol mens man venter – kan nogen gætte hvem den desperate struds er?!

Mandag måtte Axel tilbage på arbejde, men hele familien Gordon havde lige en dag til at hygge i Manly, hvor den ellers stod på taskepakning og indkøb af de sidste småting. Da Axel kom hjem var det ned på Whitewater – en meget hyggelig lille restaurant i Manly med udsigt over vandet – til afskedsmiddag med farverige cocktails, lækre bøffer og fabelagtige kaffer til dessert. Mums!

Tirsdag kørte jeg mine forældre i lufthavnen, snøft! Men vi har været så længe om at skrive dette indlæg til bloggen, at vi nu kan berolige jer alle med at de allerede er landet sikkert i DK – og nu igen gør GL. Kongevej og omegn usikre på deres cykler (-: Tak for besøget lyder det fra os begge – det var fantastisk at blive forkælet (så meget), og vi glæder os til at se jer igen til august.

I mellemtiden er det nu blevet weekend igen – efter en travl arbejdsuge for os begge – og vi har brugt dagen på en lille køretur for at finde spændende steder som Axel kunne fotografere, og hvor jeg kunne dase i solen ha ha jeg slægter vist farmand på hva’! Og som planlagt fandt vi en afsides krog i North Sydney, kaldet Balls Head Bay, hvor vi fandt en lille græsplæne for os selv… i en halv time i hvert fald… for herefter kom der en security vagt der viste Axel en video af en 6 feet (ca. 2 meter) lang Python-slange som huserede i området. Hjælp!! Så selvom en pytonslange ikke er giftig, men helst vil kvæle sine ofre i fred, tænkte vi ”NIX – vi skrider!” og så listede vi af og fandt en anden lille krog uden slanger!

I morgen regner vi med, at vi skal ud og kigge nærmere på fyrtårnet på South Head – og hvem ved måske kommer vi også et smut i bølgen blå. Den Australske sommer har været godt blandet vejrmæssigt, men deres efterår er sørme helt i orden – minimum 26 grader pt. Håber I hygger Jer hjemme i forårsvarmen – vi nyder i hvert fald efteråret hernede (-:

Ps. Vi har nu fået vores første BØDE!!! Ja, jeg må jo gå til bekendelse og sige det var min skyld, at Axel måtte vise sit fine internationale kørekort frem for den farlige politimand… Det er ikke sådan når man har en indre racerkører i maven, har mangel på tålmodighed, og var placeret på passagersædet med Axel (også kaldet morfar bilisten med blød hat) bag rattet… Min eneste udvej var at bestemme ruten gennem myldretrafikken! Desværre overså vi begge de 3 skilte (som politimanden pænt påpegede for os) om venstre sving forbudt – ups. Søde uskyldige turist smil virkede ikke – 189$ = ca. 800 kr – for at snuppe en hurtig genvej.. ÆV æv. Kommentarer om Kvinder, Bilkørsel og lign. frabedes tak 😉



Dansk jord under fødderne til august…

Down Under Posted on 15 Mar, 2009 10:34

Ja den er god nok – vi kommer hjem, og tilmed lidt før tid. De sidste par uger har vi været lidt frustreret mht. til vores fremtid down under. Nu er brikkerne faldet på plads og grovskitsen tegnet.

Begge vores jobs ender i midt april, men vi føler ikke helt vi har fået den sociale og lokale oplevelse dækket. Derfor har vi valgt, at fra slut april til start juli, at søge job på en café, restaurant, kaffebar, biograf mv. Ja, vi var faktisk på et kaffe kursus i går, da det er et ”krav” med et barista certifikat for at få et job på de gode cafeer. Men men men, det må I læse om længere nede – nu glæder det ”vores plan”.

Vi bliver boende i Manly til en gang efter Axels 30 års fødselsdag (14/6) – hvor I alle er inviteret til 3-retters middag…skal vi sige ved syv tiden?! Herefter vil vi forsøge at få solgt alle vores møbler eller måske lokke ejeren til at købe dem, så hun kan leje lejligheden ud som møbleret. Omkring start juli fylder vi dytten op og begiver os på eventyr – første destination er Melbourne. Videre til den smukke Kangaroo Island ud for Adelaide, og netop i Adelaide tager vi afsked med vores tro følgesvend Mr. Commandor. Vi håber at få en go’ pris for den så der kan blive til en flybillet videre 🙂

Så er det tid til at se en af de helt store seværdigheder Uluru (Ayers Rock). På denne del af turen får vi nok følgeskab af Camilla og hendes søster som er på besøg fra DK. Herefter hopper vi højst sandsynlig videre til Perth og lejer en bil så vi kan se den smukke kystlinje, og forhåbentlig dykke lidt ved Shark Bay (ja, det er der de holder til, dem med de mange tænder). Vupti og vi er videre til Darwin, hvor vi lige må ind og se Sweet Heart (den største krokodille der er fanget til dato – små 8 m.). Tæt ved Darwin ligger en af Australiens smukkeste national parker – Kakado National Park – og den skal naturligvis udforskes med kameraet ved hånden.

Fra Darwin er det retur til Sydney, hvor vi snupper lidt farvel hygge med vennerne, og så kalder flyet til Hong Kong på os. Vi har 4 dage her inden destinationen hedder Copenhagen midt i august. Vores lejlighed er ledig fra samme tidsrum, og vi glæder os til at vende hjem til NEV 17, 1 sal. Vi ser fremtil til at nyde sensommeren sammen med Jer og trække Jer igennem vores (til den tid) nok 19.678 redigerede billeder 🙂

Vi er spændte og kan næsten ikke vente til det bliver april – og et nyt eventyr starter!


Nu til weekend og vores kaffe-kursus. Vi havde set annoncen i vores lokal Manly Daily avis, men bare tænkt ”lyder sjovt, men hvad skal vi med det”. Nu hvor planen er ændret og vi skal ud i nye arbejdsgange, var det jo oplagt. Én dags kursus med del.1 = kaffebrygning og regelsæt – del. 2 = kunstnerisk udfoldelse og dekorering af kaffe. Klokken halv elleve var det lille lokale, placeret i inder Sydney, tæt pakket med folk fra alle verdenshjørner. En liflig duft af friskkværnet kaffe bredte sig hurtig som de små nye kaffebryggere øvede sig i diverse kaffevariationer kombineret med jævnlige prøvesmagninger. Der blev indbyrdes givet skulder klap mellem hr. Bluhme og frøken Gordon – teamwork i bedste stil!

Naturligvis kunne den lille loppe (mig) ikke vente til vi kom til at skulle dekorere kaffen – det SJOVE – og læreren måtte springe frem i programmet, da han så mine hjemmelavede kaffedekorationer. Det ser så lækkert ud, når man får en café latte med et dekorativt mønster på toppen på cafeerne, men gud hvor er det svært. Øvelse gør helt klart mester i denne disciplin. Vi er klart blevet klogere på kaffe og hvilke faresignaler man skal kigge efter på cafeen inden man bestiller sin kaffe. Det kribler i fingrene for at øve sig, men pt. må vi vente til april/maj, så i mellemtiden vil vi nyde andres kaffe…og lure deres kunstfærdiske mønstre af.

Til Jer som er skal planlægge en teamevent med firmaet – er dette en sjov idé som ikke behøver at tage hele dagen, og du er sikker på personalet er speed’et til resten af aften, hvis ikke man holder igen med prøvesmagningen 🙂 Se mere på www.coffeshool.com.au



« PreviousNext »