Down Under

Mange har spurgt hvorfor der ikke er kommet noget på bloggen i lang tid…meget enkelt – vi har bare ikke lavet noget spændende den sidste tid. Vi prøver at spare lidt penge pt., da der er lavvande i kassen og ja så ligger herren også på langs igen. Siden i tirsdags har Axel ligget vandret pga. rygsmerter. Ak ja, vi husker nok alle sidste år hvor han lå i flere måneder. Heldigvis er det ikke så slemt denne gang, men han er sygemeldt fra arbejdet pt. Lægen har givet ham lidt smertestillende og nye rygøvelser – så vi håber på bedring dag for dag. I dag tog lægen så min sengekammerat fra mig. Sengen er simpelthen for blød at ligge i, så nu skal han tilbringe nætterne på gulvet – hvor han i øvrigt ligger det meste af dagen i forvejen….nedtur! Vi håber han bliver kampklar til resten af familien Gordon kommer om 9 dage og skal vises rundt i byen mv.

De havde lovet hedebølge i Sydney denne weekend (44 C), men pt. har vi ikke mærket noget til den, og må nøjes med at kigge ud på det dejlige sommervejr herfra stuegulvet hvor der den står på kortspilning og kaffedrikning…

Rigtig god weekend alle sammen – nyd snevejret!

Uha ja…det måtte jo ske med en gammel bil – men hvorfor lige i dag! Efter en hektisk dag på arbejdet med lidt overarbejde var det tid til at vende snuden hjemad. Med tanken om 1½ time foran mig i bagende hede, og en meget sulten mave – var det bare speederen i bund og der ud af. Små 20 minutter inden mål kiggede jeg ned på temperaturmåleren…alt var fint. 18 minutter til målet og temperaturmåleren var over det røde felt. PANIK! Ringede straks til Axel, selvom jeg godt vidste at det bare gjaldt om at komme ind til siden. Samme råd kom via telefonen, problemet var blot det, at jeg var midt i tilkørslen til Harbour Bridge. Gode råd var dyre, da Harbour Bridge i myldertrafikken ikke lige er det smarteste sted at holde – rettere sagt, der er ikke plads til at holde. Ja, så her holdt jeg med Axel i røret og nødblinket på fuldt blus.

Se det er her jeg må takke Camilla for, at komme med det gode råd da vi købte bilen: køb en vejhjælp forsikring! Jeg ringede straks og de kunne være det inden for en time…! Efter 15 minutter kom der en ”trækvogn” fra Harbour Bridges eget trafikkontor med to meget snaksaglige bromænd – ikke just dem jeg havde ringet efter. Men den røde dyt skulle væk og det skulle være nu ifølge dem. ”Hop over på passagersædet lille frøken, så klarer vi det for dig” Åhh okay…

Sikkert over på den anden side af broen, var det så bare at vente på vejhjælpen (NRMA). Hmmm, vi havde fyldt vand på bilen i lørdags inden turen til Canberra så det kunne det vel ikke være. Panikken bredte sig hos mig, da mine tanker var på arbejdsdagen i morgen. Skal til mit første salgs- og marketingsmøde, hvor jeg skal holde et indlæg… Men hvis bilen nu er død eller i stykker, hvordan kommer jeg så på arbejde til tiden uden at skulle op kl. 04.00 for at fange bus, færge, tog, taxa !?

NRMA-manden kom efter 40 minutter, og blondinen hoppede rundt som den gode assistent. Jeg følte virkelig at jeg var ovenpå og vidste, at alt var ny-påfyldt fra i lørdags – og med alle de søndage min far har brugt på bilundervisning, så jeg aldrig skulle stå som en blondine og kigge ned under kølerhjelmen – blev slået helt til jorden. Bilen slugt nemlig små 8 liter vand, og NRMA-manden kiggede på mig med et løftet øjenbryn og sagde: ”Hvornår sagde du I sidst havde fyldt vand på?” Pinligt….

Jeg er nu sikkert hjemme og Axel havde den helt store tapasanretning klar til den lille uheldige og nu meget sultne frøken. Men en ting er sikkert, jeg sender både de to bromænd og NRMA-manden en kærlig tanke i aftenbønnen 😉

Den australske nationaldag lå i forlængelse af sidste weekend. En mini ferie lå forude og det måtte jo udnyttes. Hovedstaden Canberra, som kun ligger 3½ times kørsel væk, var målet. Efter en meget varm køretur og lidt søgen efter et ledigt hotelværelse (vi var ikke ene om at vælge hovedstaden til at fejre nationaldagen), kunne vi nyde nogle af storbyens monomenter.

Canberra er en meget anderledes hovedstad, da den blev kunstigt skabt. Byerne Melbourne og Sydney var i stor konflikt om hvilken by der skulle være Australiens hovedstad. Et kompromis blev en by mellem de to rivaler, som hverken ligger ud til kysten eller har over 400.000 indbyggere. I Canberra har man derfor placeret alt hvad der har med regeringen at gøre.

I alle rejsebøger bliver Canberra beskrevet som den kedeligste hovedstad, men det er nu ikke helt sandt ifølge os. Alle nationale museums og mindesmærker er samlet i denne by – og er man i humør til at være kulturel er dette byen.

Den første dag besøgte vi The National War Memoriol. Det er længe siden vi har oplevet et så flot museum – klart et besøg værd og husk at have god tid… det er stort. Man bliver ført gennem 1. og 2. verdenskrig på en flot, visuel og faktabaseret måde, afsluttet med en evig brændende flamme i en lang åben gårdsplads med sorte tavler, så langt øjet rækker med de faldendes navne frem til i dag.

Dagen før havde en flink taxachauffør fortalt, at der ville være en gratis koncert ved Parlamentet aften efter. Alle kom slæbende med picnickurve og var flot dekorerede med det australske flag klistret fast overalt på kroppen eller med lange flagkåber – fantastisk syn. Selv almindelige pickup trucks havde australske flag på køleren og ud af vinduerne – meget festligt!

Vi skulle egentlig kun have været i Canberra en nat, men vi nåede ikke at se The National Museum eller det kendte roterende udsigtstårn og besluttede at blive en ekstra nat – fantastisk med en lang weekend. Efter en ny søgning på et hotel der havde plads til os, var det tidligt op søndag morgen og på museum. Bagefter var det en tur op i det næsten ”900 meter” høje udkigstårn – wauw ikke noget for folk med højdeskræk. De 900 meter er nu inklusiv Black Mountain som tårnet står på (c’,

Klokken blev hurtigt over frokost og vi måtte vende næsen mod Sydney. Vi besluttede dog at vi ikke ville tage den direkte vej (motorvejen), men ruten langs kysten. Vi drejede derfor af mod Batemans Bay, som ligger nogenlunde direkte ud for Canberra, bare ved kysten. Men nu bliver turen spændende for den blå himmel blev langsomt skiftet ud med en ensartet grå himmel. Først tænkte vi at det måtte være skyer da det fyldte hele himlen, men kort tid efter kunne man lugte hvad det i virkeligheden var; Bushfire!

Vi gjorde holdt i den næste by for vi måtte jo forhøre os om hvor denne Bushfire var og om det betød noget for os. Heldigvis brændte det ikke direkte på vores rute hjem og vi kunne fortsætte vores tur mod kysten. Batemans Bay er dog ikke så spændende, så vi kørte hurtigt videre nordpå – lettere skuffede over at hovedvejen stadig ikke ligger helt ud til kysten.

Vores prøvelser var dog ikke forbi endnu – Lige omkring Wollongong var der vejarbejde og kø og umiddelbart efter kørte vi ind i hvad det lignede en sky på jorden – det viste sig at være tåge med en meget lav sigtbarhed på omkring 10 – 20 meter frem (ikke meget på en landevej). OG.. da vi endelig slap ud af tågen, væltede regnen ned og mørket kom snigende.

Så da vi endelig trillede ind i Manly omkring kl. 22 var der kun tilbage at sige ”Go’nat Ole, og pengene ligger i vinduet!” (som ”famse” siger).

GN ReSound here I come…

I går tirsdag, var skjorten ny strøget og navigationen klar og parat til tage mig sikkert hen til min første arbejdsdag. 24,3 km tager “kun” 1½ time, og med en bil uden air condition og 33 grader udenfor med høj luftfugtighed – ja så var jeg nok det man kalder lettere lun og klar med et skønt svedigt håndtryk til mine nye kollegaer.

De er alle rigtig søde – australiere, parkistanere, asiatere, englændere og ja nu 3 danskere. En sælger (som jeg ikke har mødt endnu) og vores General Manager som var ham der skaffede mig jobbet.
De første to dage er gået med at få styr på produktlinien og arbejdsgangene. Det er skønt at stå op om morgen og skulle på arbejde – frøken Gordon har fået ny energi. Jah, og så har jeg jo fri 2 dage om ugen, hvor jeg kan hygge mig på stranden og komme i træningscenteret 😉

Life is good!

Fraser Island
De 3 glade danskere var nu i den lille by Harvey Bay og fik indlogeret sig på det forudbestilte Place Backpackers. Vi havde booket et rum til 3, men da vi kom hjem fra en god middag sad der pludselig en pige i underkøjen! Jamen halløjsa du må vist være gået forkert?! Vi havde efterladt computer, pas mv., da vi troede værelset var vores, og blev naturligvis lidt beklemte over vores ”sløsethed”. Heldigvis ville pigen bo på et pigeværelse så da hun ikke havde det store held med at smide Axel ud, måtte hun selv finde en anden køje og vi endte med værelset for os selv uden flere uventede gæster.
Klokken syv var der pickup og vi hoppede på bussen mod vores 2 dags tur til Fraser Island. Fraser Island er Australiens største sandø med de sidste ægte vildtlevende dingoer. Øen har mange smukke facetter. Frodig tropisk regnskov, 120 km lang ”motorvej” på stranden, udsigtsposten Indian Head, grønne søer, kridhvide strande og 400 år gamle kæmpe træer. Vores chauffør fra Fraser Explorer Tours var en ægte Ranger. Han var opvokset på øen og kendte den ud og ind – kendte til alle de sjove lokale historier og kunne tilmed fortælle hvordan det var at gå i skole med Aborinerne (australske stammefolk). Hans eneste regel var: husk sikkerhedsselen! Jo tak, det huskede man helt naturlig når bussen fræsede ned ad stranden med 100 km i timen og fløj over sandbunkerne. Vi vandrede gennem den smukkeste regnskov og prøvede at fortrænge vores Rangers ord… Sæt jer ikke ned, gå ikke væk fra stien, tjek jeres tær og hold øje med skoven. Han fortalte om alle de farlige edderkopper, de vilde dingoer, giftige slanger i skovbunden og i floden, de små blodsugende iler osv. – men ud over det skulle vi bare nyde det og glæde os til frokosten som ventede på den anden side af regnskoven. Pyha meget smukt, men mentalt udmattende for de 3 danskere som kun kender til den harmløse sno eller den ondsindede hveps fra DK.

Fin indlogering på øen med en skøn pool, hvor vi lige kunne sludre lidt med de andre på turen. Utrolig smuk tur og et klart MUST SEE, når man er på disse kanter, dog er 2 dage et minimum. Fantastisk ø!!!

Endnu en varm nat på Palce Backpackers og en yndlings restaurant rigere. Ja, den var så god, at vi måtte tilbage næste morgen til morgenmad. Efter lidt brochure læsning fandt vi ud af, at der lå et lokalt haj museum i byen. Efter vores dykkertur i Cairns uden forbipasserende kæmpe hvidhajer – måtte det besøges da det havde en frosset hvidhaj i sin udstilling. Det er lang tid siden, at nogen af os har besøgt et så…ja hvad skal jeg sige… 80’er artigt museum ha ha ha. Nu er det set og vi vurdere at det ikke er noget man behøver at inkludere i sin turplan – men sjovt at se en ægte ”Great White”.

De sidste dage
På vej mod Brisbane tog vi små afstikkere fra hovedevejen ind til hyggelige havnebyer. Havde vi kørt i en 4-hjulstrækker, kunne vi have kørt det meste af vejen på selve stranden – ligesom på Fraser Island. En by som bare skal ses er Noosa – Noosa Heads. Mette og jeg kunne blot ved en lille køretur gennem byen, se os selv sidde og nippe til et koldt glas hvidvin og promenere i vores aftenkjoler langs de Monaco-artige lejligheder og luksus yachts….ja ja Axel rystede også bare på hovedet og skyndte sig at kører videre mod Brisbane 😉

I Brisbane bør man booke hotel inden man kommer – særligt i højsæsonen. Pga. No Vacancy mistede vi desværre et par timer, hvor vi skulle have udforske byen, men af det vi så er det en yderst behagelig storby. Brug mindst 2-3 dage her og husk at tage en aftentur i det nyanlagte pariserhjul, hvor hele byen kan ses by night (Lille version af London-Eye).
Dagen efter gik turen hjem til Manly, hvor den stod på ren afslapning og storvask. Videobiksen blev frekventeret og vi har nu set alle farlige krokodille/katastrofe film og kan nu sige med sikkerhed at ingen af os skal ud på nogen flodbåd lige pt. Manly og North Head – set fra vores fly på vej hjem fra Brisbane (c’,

Mandag sendte vi Axel tilbage på arbejde, og fik misundelige opkald i løbet af dagen – da vi hyggede os i Taronga Zoo sammen med Matt. Tirsdag var det Axels tur til at sende os ud af døren, da vi skulle tidlig af sted og til Blue Mountain. Vi havde abstinenser, så efter en lækker grill middag måtte vi lige forbi videobiksen igen igen – denne gang blev det til et godt klamt og meget skræmmende gys. Hvis nogle af Jer er til den slags film, hvor man sidder med den ene hånd for øjnene og den anden krammer puden, bør I leje The Descent. Utroligt naboerne ikke kom os til undsætning med alle de skrig vi kom med thi hi. Onsdag var blondinerne på stranden – Mette måtte jo lige suge alt den farve til sig hun kunne for, at overleve den danske vinter, da min kære fader var flink nok til at melde om gråvejr og mulig snestorm i DK når hun kom hjem. Lidt uvirkeligt når man ligger og solbader i 35 graders varme og bølgelyden luller en i søvn. Ak ja ak ja – vi har det nu meget godt her i Aussie land he he. Om aftenen kom Camilla til farvelmiddag i Manly, og de 4 danskere fik rigtig hyggesludret.
I dag torsdag, blev de sidste ting presset ned i kufferten og den lille loppe blev kørt i lufthaven. Uha, det krævede en lille tåre, og vækkede en følelse af at vi nok savner Jer alle hjemme i DK mere end vi lige gik og troede 😉

Hvis I mangler flere billeder til at underbygge denne lange roman, så husk at kigge i billedearkivet… Der kommer nye løbende. Vi håber I er kommet godt ind i det nye år – vores januar er i hvert fald gået hurtig og i godt selskab. På mandag er vi pludselig to der går på arbejde… spændende!

4 blev til 3
Camilla skulle desværre tilbage på arbejde, og vi vinkede pænt farvel inden en 6 timers lang køretur mod byen Townsville skulle tilbagelægges. Med dansk musik, coffee-to-go, sjove børnelege og navigationen krævende stemme, kom vi frem til noget, vi vil betegne som Queenslands mest kedelige mellemstørrelse by. Til trods for rejsebøgernes beskrivelser af byen – kan vi kun give stjerner til byens strandpromenade, udsigtspost og spisesteder. Over gode sjusser på den lokale bar blev aften brugt på, at planlægge næste dags eventyr til Airlie Beach.
I Airlie Beach fandt vi et super motel med havudsigt og Queenslands største offentlige lagune. Dagen efter var det tidligt op, på med badetøjet og solcremen i tasken, vi var klar til en heldags tur på Whitsundays. Vi havde booket en tur rundt mellem øerne på en katamaran som i flyvende fart susede ud i det blå og hurtigt fik Airlei Beach til at syne som en lille prik i det fjerne. En af de attraktioner som skal ses i Whitsundays er Whithaven. En kridhvid lang strand med sand så fint som mel. Desværre er de australske have fyldt med farlige brandmænd på denne årstid, så skal man ud og bade er det i full bodysuit – hvilket er ret lunt i 33 graders varme. Undervejs holdt vi et stop ved et lille koralrev, og snoklerne blev fundet frem og de 3 danskere kastede sig overbord fra den lille gummibåd i bedste James Bond stil…mere ømt syn at se os komme op igen 😉 Med god kulør, godt vindblæst hår og med gyngende skridt kom vi i land, og fandt det første og bedste spisested og fik os et par farverige Magarittaer til at skylle det overdådige mexicaner måltid ned med. Rigtig gættet – vi sov godt og tungt den nat.

11 timer bag rattet
Bib-bib-bib ZZzzzzz vækkeuret larmede og klokken var fem – gab vi skulle ud på turens længste køretur for, at nå frem til Fraser Island som er et klart must på disse kanter. Vi havde 11 timer foran os, så bilen blev fuldt op og vi fik provianteret samt fik strenge instrukser fra Doctor Driver (Axel) om, at koordinere vores toiletbesøg for at spare tid 😉

Vi kan dog snart lave en hel rejseguide over alle de lokale tankstationer hvor man kan få kaffe og muffins – for ikke at forglemme pigernes ”rating” af toiletterne samt hvilke ting der er undværlige i en kvindetaske mv. Husk altid kleenex, anti-sprit og kampgejst!

Undervejs kørte vi forbi lange plantager med bananer, mangoer, sukkerrør, ananas – ja alt hvad danske flade marker ikke kan prale af. De to lopper (Mette & AL) måtte lige finde de lange fingre frem og prøvesmage en ægte mango ”from the wild” he he. Dog måtte tyvekosten ligge og modne i bilen i op til flere dage – men belønningen var det værd.

Vi beklager den laaaange ventetid, men vi har hygget os så meget, og tiden er suset af sted uden nogle nyheder på bloggen… Til gengæld får I noget af en ”roman” denne gang.

Dykning
Lettere brugte efter en sjov nytårsaften fik vi pakket, og kom nogenlunde helskindet i lufthavnen, hvor en 3 timers flyvetur skulle bringe os til Cairns i staten Queensland. Cairns er centrum for de fleste udflugter til Great Barrier Reef, hvor det smukke koralrev kan udforskes enten med snorkel eller ilttank. Camilla, Axel og jeg snuppede 3 sjove dyk, hvor hajen lige var forbi og sige ”hej haj”, søpølsen blev klappet, laguner og grotter blev udforsket – alt i mens Mette fik instrukser i hvordan man skal gebærde sig under vand. Tænk Jer en gang, her har jeg (AL) dykket små 20 gange og selvfølgelig set mange smukke ting, men aldrig en havskildpadde …og hvem andre end Mette snupper lige den på sit intro dyk! SNYD… 😉

Ja, til trods for Mettes store skepsis overfor det mørke hav med alle de mange hajer (som naturligvis er helt vilde med små danske blondiner på 1.60), blev hun så begejstret over hvad der gemmer sig under havets overflade, at endnu et dyk måtte tilføjes. Alt i alt en skøn dag ”på og under” havet.

Vi sluttede af med middag på esplanaden i Cairns, hvor alle de store flagermus kommer svævende ind over byen omkring klokken syv – et flot, men også skræmmende syn.

Hartley’s Crocodile Farm
Dagen efter begav vi os op ad kysten mod Port Douglas – den lille nylejede lyseblå Coralla susede gennem de snoede veje og skabte hvin og skrål på bagsædet. Første stop: Hartley’s Crocodile Farm.

Her blev alle ens fordomme omkring krokodiller virkelig bekræftet. Haps haps haps – og pludselig var man glad for, at man stod på den sikre side af hegnet. På farmen avler de krokodiller, hvor skindet sælges til div. producenter af modevarer.

Turen rundt på farmen inkluderede også et rivercruise med fodring fra båden. Brad, farmens største krokodille, på små 6 meter med en vægt omkring de 800 kg – orkede ikke at hapse efter de små kyllingestykker som blev sat ud…meeen dens venner på de 4-5 meter var klar, og de var også store nok for os som sad helt henne ved vinduet på båden ahhh.

Efter sådan en tur er det ikke lige en flodbåd på Amazonen man har stående øverst på sin ”Must see” liste. Efterfølgende har vi lige målt vores stue op – den er 6 meter, lige pludselig meget skræmmende lang.

Efter farmen kørte vi videre til den hyggelige havneby Port Douglas. En charmerende gågade med masser af butikker, cafeer og spændende restauranter i alle prisniveauer. Dette er en by vi varmt kan anbefale og tilføje: én dag er ALT for lidt!

Vi havde godt hørt at nytårsfyrværkeri skal opleves i Sydney, men det er først når man står og ser på det at det går op for en at det SKAL opleves i Sydney! Tivoli, Ischgl, Bastiliedagen og alle andre fyrværkerishows vi har set – go home!

Nå, men vi vidste at vi skulle være der i rimelig god tid for at få en ordentlig plads, så kl. 15 rullede vi ind på parkeringspladsen ved Cremorne Point. Allerede her var der fuldt pakket og derfor måtte Al og Mette hurtigst muligt finde en lille firkant græs mens Axel parkerede bilen. Picnictæppet blev foldet ud, de nyindkøbte picnicstole blev slået ud, pigerne havde forberedt både øl, vin, fantastisk tapas og til sidst blev selv kortspillet fundet frem – Ren hygge og hvilken fantastisk måde at holde nytår på!

Dagen gik hurtigt og efter mørket faldt på kom Sydney rigtig frem med alle sine lys. Operahuset og Harbour Bridge var lige overfor, så udsigten kunne ikke være meget bedre! Kl. 21 gik det lille ”børnefyrværkeri” i gang, hvilket var helt fantastisk – en apertiser for ”voksenfyrværkeriet” ved midnat. Temaet i år var Creation og de havde bygget en masse både med lys på som sejlede rundt hele aftenen.

Vi havde en fantastisk aften på Cremorne Point (c’, og i dag står den på tømmermandshygge og pakning af tasker inden vi tager til Cairns i aften. Vi ønsker jer alle et mindst lige så fantastisk nytår hjemme i DK og ude omkring i verdenen!