Down Under

Varmen ramte os som en mur så snart vi forlod den afkølede ankomsthal i lufthavnen. Alle gader, små som store, er farverigt oplyst af de mange blinkende neonskilte. Gennem taxaens små ruder kunne vi se den travle gadehandel. Hong Kong har mange lokale markeder, med alt fra mærkelige madretter til smukke jadesmykker – alt sammen omringet af ægte ”kineser-krims-krams”.

Vi boede i bydelen Kowloon som er i den nedre del af fastlandet. Det kendte finansområde (Hong Kong Island) ligger på en af den mange tilstødende øer. Uanset hvilken retning man kigger i, ligger der den ene mastodonte skyskraber efter den anden, og specielt i finansområdet på Hong Kong Island finder man de arkitektonisk spændende højhuse. Den er nemt og uhyre billigt, at komme med færge fra Kowloon til Hong Kong Island – men det er nok også det eneste som er billigt i Hong Kong. Priserne ligner meget de danske.

Hong Kong er utroligt ren, og selv med syv millioner indbyggere er det en fornøjelse, at benytte de offentlige toiletter. Hong Kong fortjener minimum tre dages sightseeing. Afsæt tid til de forskellige markeder, og udforsk byen på gåben og benyt chancen til at suge kulturen til dig. De små kvarterer har hver i sær specialiseret sig i en handelsvare (metal, elektronik, dyrehandel, fødevarer mv.).

Kong Kong Island kan udforskes på gadeplan eller via den hævede lange labyrintagtige gangbro som snor sig gennem byen via de mange luksuriøse shopping centre . I udkanten af byen kan man tage en gammel sporvogn op af bjerget. Her får man ubetinget den bedste udsigt over de mange øer, fastlandet samt de højtravende skyskrabere.

Glem alt om kineser mad som vi kender det. De halvstegte pekingænder, blæksprutter og tangplanter hænger frit og dingler i vinduerne på de mange gaderestauranter. Efter et par dage vænner lugtesansen sig til de anderledes lugte – og sikkert også maven. Vi var et par kyllinger og hoppede let og elegant over gadekøkkenerne efter vi havde set, hvordan kød og fjerkræsmarkederne så ud. Her hænger afskåret kød og fjerkræ hele dagen under parasoller i den bagende sol. Ved fiskemarkederne finder man de mest besynderlige fisk samt sammenbundne tudser som kæmper for at slippe væk. Ristede hønsefødder og frølår kan købes som sprøde snacks, sukkerrør presses til søde smoothies og har man brug for noget salt, findes der boder i massevis med saltede fiskestykker – velbekomme!

Vi har nydt tre dejlige dage i Hong Kong, og der var endda også tid til at mødes med vores nye veninde Alice (fra England) som vi mødte i Australien.

Vi er slet ikke færdige med at udforske Hong Kong, men næste gang skal ”det rigtige” Kina også ses. Nu er der kun tilbage og sige: Vi ses i morgen!

Suset startede allerede ved indflyvningen til Sydney. Da først vi trillede ned af Sydney Road og smugkiggede ind i nummer 115, var kriblen i maven stor – Vi var hjemme! Vores sidste dage her i Manly har været præget af; besøg på yndlings cafeerne, afskedsmiddage med vennerne, gåture langs de smukke strande, og farvel-klap til Sydneys statussymbol nummer 1.

I julegave fik vi et gavekort til Harbour Bridge – The Climb. Et 3,5 times adrenalin rush iført specialsyet heldragter, fastgjorte til en wire under hele brovandringen – og bedst af alt den mest ubeskrivelige udsigt til Sydney og dens forstæder. Vejret var med os – og vi tog gerne turen igen en anden gang!

Vi håber, at I har nydt at følge med i vores australske eventyr – og måske har fået mod på at gøre Australien til Jeres næste feriemål. Vi deltager gerne i planlægningen he he. I morgen går turen mod Hong Kong for et par dage, men så lover vi også at komme hjem… i hvert fald for en periode (c’,

Husk: At rejse er at leve!

Lettere rundforvirrede stod vi klar foran vores hostel til vores ”sidste” tour i denne omgang. Tre dage gennem Australiens midte til det såkaldte røde center. Minibussen var godt pakket med alle nationaliteter. Første stop var the Camel farm. Her kan man (hvis man rejser på egen hånd) komme ud og ride på kamelerne i 30-60 minutter – alternativt en to minutters luntetur i indhegningen. De herlige store (og ildelugtene) krabater var nogle søde og charmerende dyr og lige så stædige som æsler. Hvis du ikke undervejs når, at stifte bekendtskab med de vilde dingoer så har farmen også en sød, tæmmet en af slagsen som gerne stiller op til en kæletur. I denne del af Australien er ikke så mange kænguruer, men til gengæld skal man holde øje med de vilde kameler som gerne lunter over vejen i skumringstimerne.

The Red Center har flere ting som er et must på disse støvede kanter, heriblandt Kata Tjuta – også kendt som The Olgas. Kata Tjuta betyder ”Mange hoveder” på aborigansk, og er en gruppe særprægede klippeformationer. Det er klart værd, at tage den afmærkede vandretur rundt blandt de enorme sten. Afsæt gerne et par timer og husk kameraet.

De fleste turister kommer til Alice Springs for at se kæmpe klippen Uluru (Ayers Rock). På en højslette så flad som en pandekage ligger den i det røde ørkensand, 348 meter høj og med en omkreds på knap ti kilometer. Kun en tredjedel af monolitten er synlig (en stor klippeblok). Det er stadigvæk til at kravle op på Uluru, men aboriginerne frabeder sig dette, da stenen er hellig for dem. Vi respekterede naturligvis dette ønske, og gik i stedet for ind i det nærliggende informationscenter. Her kan man se hvordan aboriginerne i tidernes morgen gik på jagt, hvilke frugter og larver de spiste, og hvordan alt blev forberedt. Et besøg værd for alle aldre, og samtidig en god måde at lære om deres (tragiske) historie.

Sammen med alle andre i området var det blevet tid til, at se Uluru skifte farve – solnedgangen! Det er noget af et tilløbsstykke, så kom i god tid og få en plads i første række. De vilde dingoer venter i buskadset, i håb om at nogle har tabt en krumme eller to. Vores guide stod da også klar med snacks og champagne.

Axel og jeg var på en eller anden måde blevet opgraderet til en mere ”fancy” tur. Her havde vi nemlig valget mellem en vinterswag eller et telt. Efter Kakadu-turens swagsucces skulle naturligvis sove i det fri. Et minus på denne årstid er dog, at om dagen er det dejlige 26 grader, men om natten rammer det frysepunktet. At sove i vinterswag’en kan nok bedst beskrives som ”en sardin i en dåse”. Iført uldne sokker, fuldt påklædt, hue, vanter og halsterklæde krøb vi ned i sardindåsen.

Næste morgen (med lettere forfrysninger) stod vi endnu engang klar til, at se klippen ændre farve. En 10 kilometers morgen vandring rundt om den mastodonte klippe var på programmet. Den er stor, rød, og slet ikke som man forventer. På billeder ser klippen meget glat og ”hel” ud, men sandheden er noget ganske andet. Dybe furer og huller findes overalt på den 3,6 kilometer lange monolit. Visse passager er hellige for det aboriganske folk, og må derfor ikke fotograferes. Overfladen er som en modellervoks figur man har forsøgt at glatte med fingrene. Det er en skøn tur rundt, og kommer man tidligt har man mere eller mindre Uluru for sig selv.

Turen gik nu til Kings Canyon som også er et must på disse øde kanter. Nyd gerne både solnedgang og solopgang her. Næste morgen blev kondiskoene strammet og en smuk vandretur gennem Kings Canyon blev tilbagelagt. Brug et par timer til at bevæge dig gennem de okkerrøde klippeformationer, og om sommeren kan en forfriskende dukkert nydes i the Garden of Eden.

På vejen retur til Alice Springs, lagde vi vejen forbi Mt. Conner (også kendt som Fool’uru). Mange tror nemlig ved første øjekast, at dette er Uluru – og forståeligt nok! Jorden her er mere rød end noget andet sted, og giver Mt. Conner en smuk glød.
Tilbage i Alice Springs var det 1, 2, 3 og helle for et bad inden vi alle afsluttede en hyggelig tur med fælles middag.

Efter vores swagoplevelse var vi blevet helt pjattede med camping. Camilla og hendes søster Louise ville komme senere på dagen, så hvad mere nærliggende end at lege to af de legendariske Wicked Campers. En ombygget kassevogn med minikøkken og soveplads.

Pigerne var helt med på idéen, så vi drog straks mod en anden nationalpark i området – Litchfield National Park. Her kan man let komme rundt uden firhjulstræk, så vi fyldte køletaskerne op og drog ud i det fri.
Første nat tilbragte vi ved Florence Falls. Et godt tip er ikke at komme for sent ind på de tildelte campingområder. Vi endte med at dele bålområde med Steven fra Melbourne som havde været i området i et par dage, og havde masser af gode fif til de fire blonde danskere. Skal man kunne nyde en middag udendørs ved bålets varme, er myggespray plus lys en nødvendighed. Kænguru bøfferne blev lagt på grillen, og turens første campingdag var vellykket.

Buley Rockholes er en kombination af små vandløb der mødes, og strømmer ned over de røde klippestykker – vi kan alle varmt anbefale en dasedag dette sted.

Wangi Falls er det eneste sted man rent faktisk svømmer side om side med ferskvandskrokodillerne. Rangerne fjerner saltvandskrokodillerne op til den tørre sæson, men lader de ferskvandskrokodillerne være. De kan jo ikke slå dig ihjel – som de siger… Wangi Falls er klart et besøg værd, ligesom svømmeturen over til vandfaldet er – små 80 meter med meget sort vand under én og mulige ”følgesvende” under sig!?!?

Gode grin, herlig tøsesnak (som Axel måtte lægge øre til), og dejlig dansk humor var lige hvad vi havde brug for efter snart halvanden måned på farten. Nu har vi bevæget os til Alice Springs, hvor vores sidste outback eventyr (i denne omgang) venter – The Red Center.

Varmen ramte os så snart stewardessen åbnede døren til flyveren – og hvilken tiltrængt følelse. Skisokker og varme støvler blev hurtigt udskiftet til klipklappere og korte bukser. Fra lufthavnen i Darwin er det både billigere og hurtigere, at tage den lokale shuttlebus ind til centrum eller direkte til ens hotel. Vi havde en halv dag til, at udforske Darwin i, inden vi skulle på tur til nationalparken Kakadu.
Darwin er en by med mange facetter – med alt fra hyggelige fortovscaféer til ildelugtende pubber og med kun få timers kørsel til total øde natur. Fra flyveren kunne vi se den smukke kyststrækning, og glæde os til, at få svømmefødderne på. Ak nej, kystlinien er ikke for os to-benede. Darwin er krokodillernes hjemby. Hvert år ryger der et dusin mennesker og kæledyr i munden på de snigende krabater. Så færdes man ved flodområder eller nær strande, så hold øjne og ører åbne, og vær klar til at sætte i løb!

KAKADU 4WD UNLEASHED

Klokken 06.00 kørte turbussen op foran vores hostel, og vores kække guide Corey var klar til, at stå for underholdningen de næste tre dage. Godt fastspændte i den lille firhjulstrukne bus, begyndte rejsen ind i outback’en – og hvad der skulle vise sig, at blive den mest ultimative tur vi endnu har prøvet.
Første stop på ruten var floden Mary River. Floden var fyldt med store saltvandskrokodiller som dog pænt holdt sig på flodbredden, og lod den stærke sol varme dem op. En krokodille skal have en kropstemperatur på minimum 30 grader for, at være aktive og hurtige. Aldrig har vi set så rigt et dyreliv – alt pippede, kvækkede, skreg og brummede langs den snørklede flod. Klart et must på disse kanter.

Ved Ubirr Art Site bevæger man sig igennem det varierede landskab, hvor aboriginerne i tidernes morgen holdt til. På hver en klippevæg er der malet smukke billeder af levende væsener. Tegningerne fortæller en historie – historier som (den dag i dag) lærer de aboriganske børn om jagt samt om hvad der er rigtigt & forkert her i livet. I Ubirr opleves både den tætte skov, de stejle klippeskråninger samt det flade og frodige wetland.

Efter en god og bumlet køretur stoppede bussen pludseligt – alle mand ud, beordrede vores guide. Det kan godt være Australien er kendt for, at have flest giftige slanger og edderkopper, men de tanker må man bare lægge bag sig, når man i bare ben bevæger sig igennem det knastørre landskab i søgningen efter brænde til aftenens bål. Til trods for et par hvin og skrig rundt omkring, klarede vi opgaven uden de større problemer.

Så kom turen til vores campsite… Det skal lige siges at Axel & Jeg havde tydeligt ønsket, at komme på en tur til Kakadu – men hvor overnatning i telt, og ikke under åben himmel, var et MUST. Dette var blevet bekræftet over telefonen, og vi så frem til en nat i telt og med fast træbund! Guiden blev dog ved med, at tale om vores ”swags” som vi skulle lære at sætte op. Som en anden forfærdet prinsesse, kiggede jeg stift på guiden og forklarede med meget tydelig tale, at vi altså havde booket et telt med træbund, og ikke skulle sove side om side i det fri med slanger og andet kryb. En rungende latter fra guiden gjorde det klart, at vi godt kunne skyde en hvid pil efter det lovede telt. 3 day 4WD Kakadu Unleashed, det lille ord ”unleashed” blev nu pænt forklaret i dets fulde betydning for Hr. og Fru. Sippet. (c’, Vi skulle være i ét med naturen de næste 3 dage. Da vi ankom til campsitet var det med, at få gang i bålet, klargjort aftensmaden og rullet swags’ne ud. Swag’en består af en rullemadras med påsyet myggenet, og er slet ikke så slem som først antaget. Faktisk tror jeg ikke, at vi har sovet så godt som vi gjorde i de to døgn under åben himmel. Selvom man kan høre det pusler i skovbunden omkring en, og se de grønne myrer vandrer over det udspændte myggenet over ens hoved, så opvejes det hele med den fænomenale stjernehimmel man ligger og kigger på. Det er som om alle universets stjerner har slået sig sammen og himmelen funkler i et væk. Ubeskriveligt!

Efter en dejlig nats søvn i det fri, blev vi vækket af guidens skønsang kl. 05.00. Der var ikke tid til meget… Det var bare om at komme i tøjet, at få gang i bålet, skovle cornflakesene indenbords, og smøre dagens madpakke – og så ud på nye eventyr. Vi havde 45 minutters vild kørsel foran os. Når et skilt siger ”ONLY 4WD” i Australien, så er det kun for firhjulstrækkere. Wuhooo, spænd sikkerhedsselen og hold fast, lød instrukserne fra førersædet. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet at sådan en vej fandtes. Gennem krokodille fyldte floder, dybe huller, bløde sandbanker, og hen over store klippesten susede vi i fuld fart. En herlig tur vi sent vil glemme.

Godt gennemrystede fik vi strammet kondiskoene og fyldt vand i vandflasken. Vi skulle på året mest ultimative vandretur. Vi skulle gennem bushen, springe over floder, klatre på klippevægge, kravle over bjergkammen alt i mens vi skrålede sange og fik sludret med de andre fra turen.

Efter to fysisk hårde stod vi på toppen af Jim Jim Falls. Da det er den tørre sæsson nu (Maj – Okt.) var der intet vand som sprang, men udsigten var storslået. Vores Guide havde fået et tip om en hemmelig sti ned til et udspring i vandfaldet, hvor ingen andre må komme. Stedet er helligt for de aboriginske kvinder, men fristelsen var for stor for vores kære guide. Lettere forrevne fik vi kæmpet os gennem buskadset og ned af klippevæggen til det hemmelige sted. På klippeafsatsen havde kildevandet formet en pool som indbød os til en forfriskende dukkert. Med benene dinglende ud over vandfaldet (små 300 meter ned) frydede vi os over den spektakulære udsigt. Under os gik ”myrerstørrelse” mennesker rundt og nød solen, intetanende om at de blev iagttaget ovenfra. Vi følte os helt høje af vandreturen, og vores lille ”unleashed adventure” til det hemmelige sted.

Selvom vi alle var grydeklar var dagen langt fra slut endnu. Endnu et vandfald var på programmet, dog kunne dette nydes uden så meget fysisk aktivitet. Men en lille flodbåd blev vi sejlet ind til vandfaldet. Tidligere svømmede man dette stykke men på grund af aboriginernes spirituelle tro til dette sted, har man nu valgt, at frede floden og lade krokodillerne være de eneste som svømmer her. Twin Falls samt indsejlingen til denne var som, at se en af de mange reklamefilm der laves for at promovere Australien. Det var en fryd, at se det brusende vandfald der gav liv til flere farverige regnbuer. Alt sammen omsluttet af okker røde bjerge som giver et magisk lys i gorgen. Det lignede rent faktisk det man ser i reklamerne.

Tilbage i lejren blev der fortalt røverhistorier omkring bålet og klokken 21.00 måtte vi alle kapitulere og krybe ind i hver vores swag. Vi sov alle tungt og godt den nat.
Godt ømme i lårmusklerne var vi klar til ny udfordringer klokken 04.30, da vi endnu engang blev vækket af guidens herlige serenader. Det var nu tid til, at afprøve vores jagtevner. En lokal aboriginal familie har omdannet deres land til et undervisningsområde. Her kan man lære om deres kultur, både indenfor mande- og kvindeverdenen. Den lokale ranger fik det hele til, at se legende let ud, da han med tilbagelænet overkrop kastede spyddet mod de kunstige dyr og ramte plet. Dog ramte de fleste af os mere jord end dyr. Kurvefletning var der heller ikke nogle af os tolv som mestrede, så vi har nu alle fået stor respekt for disse håndværk – og vi var alle glade for, at frokosten allerede var ”indfanget”.

Guiden havde gemt det bedste til sidst – Barramundie Gorge (Maguk). Her kan man gå fra vandfald til vandfald, snuppe en svømmetur i de sorte søer eller blot finde et klippestykke og lade solen riste bacon’en lidt. Blot to uger forinden havde rangerne kæmpet med, at få en fire meter lang saltvandskrokodille ud af gorgen. Selv samme gorge vi nu plaskede rundt i – og ja, tanken om de nu var helt sikre på den ikke havde en storebror strefede alles tanker.

Vi sluttede turen af med at mødes til middag i Darwin. Det var en grænseoverskridende, (dejlig) fysisk, og lærerig tur – UNLEASHED is the way to go! Til jer som bare må prøve dette rejste vi med Outback Safaris.

Dagen efter var det store vaskedag – og det var ikke kun tøjet som pludselig så normalt ud og duftede bedre… Ahh! Torsdag og søndag er der et aftenmarked i Darwin som man ikke bør snyde sig selv for. Vi mødtes med nogle af de andre fra turen, og så en brilliant solnedgang efterfulgt af småshopping på det lokale marked.

Der er en årsag til, at ¾ dele af den australske befolkning kører i 4-hjulstrækkere – man kan bare lidt mere, af alt det sjove med sådan en bisse. Heriblandt fræse op og ned af de stejle sandklitter ved byen Lancelin.

Vi parkerede pænt det lille lejede gule lyn i sikker afstand inden vejhjælpen blev en nødvendighed… Det er muligt, at leje sandboards (á la dem vi prøvede på Kangaroo Island) og bare suse ned af de bløde sandskråninger så længe kondien holder til det. Den lokale ungdom kan ses i aktion, på deres hertil specialbyggede motorcykler, udfører diverse akrobatiske kunster på bakkerne. Sandet er så kridhvidt, at det ved første øjekast ligner de franske alper ved vintertid.

Herefter gik turen ned til det smukke og meget frodige vinområde Margaret River. En overnatning i byen Bunbury – med en hyggelig gågade og masser af fin arkitektur.
En godt valg er altid ”the scenic tourist drive” som på disse kanter fører en igennem den skønneste natur. Grønne fløjlsbløde bakker, snorlige vinmarker, og brogede køer pletvis spredt over de bugtede landskaber. Solens flirten mellem de høje eukalyptus træer får virkelig en til, at knibe sig selv i armen. Margaret River emmer af eventyrlig stemning.

I Augusta, det syd/vestligste punkt i Australien, spejdede vi efter hvaler, mens frokosten blev indtaget fra det smukke fyrtårn. I det fjerne fangede kikkerten de høje vandpust fra forbipasserende hvaler. Det er stadigvæk lidt uvirkeligt for en gæv dansker – som kun er vant til gedder og torsk – at se sådanne enorme dyr svømme rundt lige dér ude.

Efter endnu en naturskøn dag, søgte vi ly i byen Pemberton – men inden vores hoveder nåede puden, var der lige én ting mere vi skulle… 60 meter over os i trætoppen var en lille hytte (som tidligere blev brugt som udkigspost for skovbrande) som kun er forbundet med landjorden via en ”vindeltrappe”. Den skulle bestiges! Metalspyddene snoede sig op langs stammen, kun med få sving under vejs. PYHA, håndsved og gode undskyldninger om hvorfor vi ikke burde bestige the Gloucester Tree var mange! Den ene fod foran den anden, og op, op, op indtil der ”desværre” var et andet par der gerne ville ned deroppe fra! Saved by the bell, so to say 😉 Adrenalinen pumpede stadigvæk da vi ramte hovedpuden.

Næste stop på ruten var byen Denmark, men inden vi kom dertil måtte endnu en adrenalin oplevelse gennemleves – en Tree Top Walk i the Valley of the Giants. En skov med træer som i gennemsnit har en højde på 60-80 meter, med en omkreds på stammen på ”små” 16 meter. Det er altså højt – faktisk to gange rundetårn (som er 34,8 meter). Via en gangsti som langsomt snor sig op i trækronerne, fører stien en igennem den urgamle og smukke eukalyptus skov. Gangstien svajer godt når man træder ud på den, og til folk med højdeskræk, bør man ikke kigge ned eller tage turen sammen med en flok hoppende skolebørn eller drillesyge 27-årige blondiner, he he. The Valley of the Giants er et must på disse kanter.

Et andet vidunderligt syn man ikke må snyde sig selv for, er the Green’s Pool i Williams Bay. Jeg kommer til kort, når det gælder tillægsord for denne spektakulære udsigt/strand. Billederne må tale deres eget sprog.

Med kun få uger til hjemkomst var det et herligt syn, at se et velkendt navn – Denmark. Byen, Denmark, er en fin by at gøre holdt i, og der er masser af ting at se og lave her. Blot 16 km fra Denmark ligger flækken Bornholm som naturligvis også lige måtte tikkes af på besøgslisten.

Næste morgen var det smukke vintervejr desværre udskiftet med en grå våd masse – så vi kørte til den største by på denne del af sydkysten – Albany. I morgen skal vi retur til Perth for at aflevere bilen – herefter gælder det flyet til Darwin… og ikke mindst de længe ventede 33 grader – Ahhh (c’,

Efter et kig på vejrudsigten var mildest talt bare om, at komme væk fra Perth og omegn. Storm and heavy showers the next five days!!

Første stop var byen Geraldton. Byen er sikkert en fin lille by i højsæsonen, med dens store mastodonte olieplatformer lige ud for kysten, men ak i regnvejr og med en blæst af stormstyrke, blev det kun til en enkelt nat her. Vi havde tænkt os, at se så meget som muligt på turen op til Exmouth (endestoppet), men på grund af den evige mørkegrå sky over vores hoveder valgte vi, at tage hovedvejen til Exmouth ASAP.

Undervejs stoppede vi i (hvad der skulle vise sig at være den eneste rigtige by undervejs) Carnarvon. Hmm, men ud over et par cafeer, et posthus og et supermarked, ja så fordriver man vist tiden med at fiske eller arbejde i bananplantagerne. En. To… Fire… Og vi var videre mod Vestaustraliens modspil til Great Barrier Reef i Queensland – Ningaloo Reef ud for Coral Bay. Endnu engang blev vi snydt af prikken på kortet, og den faktiske størrelse på byen. Kommer man til Coral Bay i højsæsonen (december til marts) skal man helt sikkert melde sin ankomst i god tid og pre-booke de ture man vil på.
I ”byen” findes der;
– Et backpacker hostel
– Et hotel
– En caravan park
– Et dykkercenter
– En bager/Café
– Et minimarked
– En tøsebutik
– Og hele tre spisesteder!

Første stop efter indlogeringen på backpacker stedet, var dykkerbutikken. En heldagstur på revet med to dyk og en snorkeltur inklusiv forplejning – YES, vi var klar til en dag under overfladen.

To fine dyk blev noteret i logbogen, MEN dagens højdepunkt (udover de nuttede små havskildpadder), var snorkelturen med de tre til fire meter Manta Rays (Rokker). Vi blev opdelt i to grupper (otte i hver), og skulle på skift danne et U omkring den enorme rokke. Denne form for rokke er ufarlig, men kaster noget af en uhyggelig skygge. Det var lydløst, smukt og lidt skræmmende at se den bevæge sig igennem vandet. Når en rokke spiser slå den kolbøtter i vandet. Så selvom vores guide havde sagt, at de ikke er farlige, så kan jeg love Jer for at pulsen alligevel kom op, når strømmen førte en hen over rokken – og dermed ud af U-positionen. At se dens store åbne mund komme lige imod én, fik virkelig gang i den vildeste form for hurtig hundesvømning – ARGHH… Fed oplevelse – der SKAL prøves!

Næste stop var byen Exmouth, cirka 1300 km fra Perth. Hvis Coral Bay var lille, så kan I blot tilføje et minimarked, en øko-café og en tankstation mere, så har I et billede af den klart større prik på kortet (-:
I Exmouth har man muligheden for, at snorkle med hvalhajer i vintersæsonen (april til juli). Dog skal man være klar til, at betale fra 1600 kr. pr. person, for en enkelt tur i vandet. Budgettet tillod os desværre ikke denne anderledes oplevelse, og tja – det er jo heller ikke fordi at man kan stille nogen garanti for, at hvalerne faktisk er dér… Den oplevelse gemmer vi til næste gang.

I stedet for kan man få en herlig dag til at gå i national parken nord/vest for Exmouth. Om sommeren kan man følge havskildpadderne fra stranden og helt op til deres reder, der er også et gammelt skibsvrag samt et utal af smukke strande.

Vi gjorde holdt ved Oyster Stacks og fandt snorkel udstyret frem. WAUW er det eneste vi kan sige. Koralrevet går helt ind til kysten, og så længe der er højvande kan man komme i uden at beskadige revet. Da revet går så tæt ind på kysten skulle man ikke længere ud end til knæene før store farverige fisk pilede ud og ind mellem ens ankler. Badebolds store søstjerner i smuk koboltblå nuance, zebrastribede fisk med trutmunde, blævrende søpølser og skinnende stimer af tun fór forbi os – og den eneste udfordring var, at blive enige om hvilken retning vi skulle svømme i. (-:

Ruten slutter ved den smukke flod, Yardie Creek Gorge – Her nød vi, at se solens sidste stråler falde blidt ned over de røde klipper langs floden. De 78 km tilbage til Exmouth tog dog længere tid end beregnet, det var blevet tusmørke = kænguruernes fodringstid! Pyha, med øjne på stilke og en konstant skiften mellem langt og kort lys fik os sikkert i mål, kun med et enkelt uheld – en falk var desværre skjult, i det kadaver den var ved at konsumere, og den nåede ikke at lette før den ramte det gule lyn. Åhh nej….

Exmouth var som sagt hurtigt set, og vi bevægede os derfor sydover ned imod Sharks Bay og Monkey Mia – Delfinernes paradis. Efter ”små” 700 km med MEGET lige veje, drejede vi af mod Sharks Bay, og snuppede lige 130 km mere super spændende lige landevej. (-:

Destinationen var sat på byen Monkey Mia som viste sig at være ET resort med forskellige prisniveauer. Af den grund er det vigtigt, at booke i forvejen – det havde vi ikke, så lidt luksus blev vi ”tvunget” til denne gang. Ak ja, et værelse med havudsigt og en dobbelt seng så stor at vi måtte råbe godnat til hinanden… Så pyt da (-:

I Monkey Mia er hoved attraktionen at se de vilde delfiner som kommer ind hver morgen for, at få et gratis måltid. Det er noget af et tilløbsstykke, så vi var tidligt oppe for, at få en god plads i vandkanten.

Delfinerne får kun en nøje afmålt mængde fisk (tre gange om morgenen) for, at bevare deres naturlige jagtinstinkt. De må derfor selv ud og skaffe de sidste 75% af deres daglige føde. Både Axel og Jeg var heldige, at blive udvalgt til at håndfodre delfinerne.

Mens delfinerne bliver fodret holder den lokale ranger de frække tyvagtige pelikaner i skak med en spand fisk. Det er også muligt at håndfodre pelikanerne… Tumulten var stor på stranden da Axel ubevist fik fremprovokeret et pelikanslagsmål! Husk altid at fordele godbidderne lige og helst på samme tid til de glubske og evigt sultne pelikaner.

Resten af dagen gik med sightseeing i national parken, området i og omkring byen Denham samt et besøg på Shell Beach. I stedet for sand er denne strand dækket med små kridhvide muslingeskaller, på nogen steder op til ti meters dybde. Et anderledes syn som man ikke må misse, hvis man besøger Shark Bay.

BONUSINDLÆG:

Mens vi har ledt med Lys & Lygte efter en internetcafé, er vi søreme kommet videre på ruten og har oplevet lidt mere – SURPRISE! (c’,

I Shark Bay kan man få et kig på nogle sten… Men det er ikke hvilke som helst sten. Det er levende organismer som kan dateres mange millioner år tilbage i tiden – de såkaldte Stromatolites!

Vi mennesker skyldes faktisk disse organismer en stor tak, da de afgav nok oxygen til at grundlægge vores eksistens.
Og hvad laver vi mennesker så med denne eksistens?! Det ville vi finde ud af i den nærmeste by som var rosende beskrevet i diverse brochurer – byen Leeman. Tja, ud over et lille lys hos Caravan Parken (hvor vi lod os indlogere), kunne man så ikke ane mere liv. Var der nogen der sagde aftensmad?! Mon man kan blive mæt af en halv rulle Mentos, en kedelig gulerod og lidt lunken vand? Vi måtte på jagt efter et spisested. Tankstationen og den tilstødende bistro havde dog åbent en time endnu. Der så meget lukket og slukket ud i bistroen, og den venlige tankpasser pegede muntert mod kummefryseren; ”Snup i jer en frossen pizza eller en pose frosne bønner – det er jo onsdag, dartaften. Så har restauranten jo lukket!” Naturligvis, hvorfor tænkte vi dog ikke på det! Pizza og en gang kortspil er nu også hyggeligt sådan en onsdag aften i ingen mands land. (-;

Da vi er udenfor højsæsonen tilbød det flinke værtspar os, at sove længe og bare nyde morgenen og en gåtur langs vandet inden ud-checkning. No worries, enjoy the morning. Super – Ja ungdomssløvsind lider man vist også af efter de 30, fordi vi fik os da lige ti timer på øjet.
Inden afgang fra den topspændende vinterlukkede by Leeman fik vi lov til, at komme ind i buret til værtsparrets mange papegøjer. Det australske folkefærd er nu engang nogle flinke og afslappede mennesker.

I byen Cervantes kan man se the Pinnacles. Et underligt fænomen der også kan dateres tilbage til grønhvidkål . I dette område findes der en stor samling fossiler/klipper som er spredt ud over sanddyngerne i et mindre ørkenområde. Et spøjst syn – døm selv (c’,

Dagen endte i byen Lancelin som vi glæder os til at udforske i morgen.

OBS. YHA’et kan klart anbefales – super hyggelige værelser.

Senere går turen syd på til vinområderne nær Margaret River i det sydlige Vestaustralien – så må vi se hvilke eventyr der venter os dér.

Og hvis du har holdt ud hertil er det vist blevet tid til kaffe!! Godt gået (c’,

Perth’s Skyline;

Til trods for de lokale skybrud som bankede ned over flyets vinger, landede vi i Perth sikkert og til tiden. Vi er nu i en ny tidszone, dvs. 6 timer foran jer. Selvom der bor næsten to millioner i Perth, føles den meget mindre en for eksempel KBH. Byen Perth er den største by i staten WA (Western Australia). Denne stat har ikke oplevet meget økonomisk turbulens i disse nedgangs tider. Dette skyldes, at jorden i WA stadigvæk er fyldt med mineraler, opaler og guld. Staten blomstrer og der er nybyggerier i gang alle vegne. Den stærke økonomi har borgerne i Perth også fået del af – byen har nemlig tre gratis busruter som er operative det meste af døgnet. En herlig (og ikke mindst gratis) måde at få et overblik over byen på.

Byen har to lukkede gågader, samt mange små arkader med skønne bindingsværk huse. Åbne pladser og parker er fordelt over hele byen, hvilket gør Perth meget lys og luftig. Miss Maud Hotel er stedet at tage hen til frokost i weekenden. Det er et svensk hotel i hjertet af Perth, og her serveres det store kolde frokostbord. Sild, mørkt brød, æg og rejer, rullepølse, varm landskinke, det store kagebord m.v., og naturlig vis med en lille svensk snaps til… Lige sagen for to danskere lang hjemmefra. Savlen dryppede og vi var klar til at sætte tænderne i herligheden. ”Sorry, you’re too late for the buffet” sagde tjeneren. Ak ja, buffet’en lukker kl 15.00 og vi kiggede skuffede ned på armbåndsuret som viste 14.59. Ingen forbarmelse til de to nedslåede danskere – men prøv det for vores skyld, hvis I kommer på disse kanter.

Byen har forskellige områder med restauranter og udeliv. I forlængelse af Chinatown (Northbridge) ligger Aberdeen Street og James Street, som er fyldt med restauranter og pubber. Er man mere til vinbarer og tapas-restauranter, skal man ti min ud af byen ad Beaufort Street.

Små tyve kilometer uden for Perth centrum ligger den charmerende by Fremantle. Tag et minicruise op ad Swan River til Fremantle og nyd udsigten til de storslåede villaer der ligger i den to-cifrede millon dollar klasse. Undervejs kan man være heldig, at få følgeskab af de legesyge delfiner.

Kommer man i den australske sommer, bør man eftersigende ikke snyde sig selv for en tur til Rottnest Island. Et skønt badeparadis med hvide strande, gode snorkling muligheder og surf. Man kan gå øen rundt eller leje cykler. Øen er hjemsted for ca. 10.000 Quokkas (lille gnaver på størrelse med en tyk kat)

Fremantle

Hold da op… hvorfor brugte vi to døgn i Perth når vi kunne have brugt dem i Fremantle. Byen emmer af hygge og det eneste problem man har, er på hvilken café kaffen skal indtages. Stemningsfulde caféer, lækre butikker og smukke bygninger gør Fremantle til et must, hvis man er på disse kanter. Vi skal hente vores lejebil allerede i morgen desværre, men vi er enige om, at bo her når vi kommer retur fra roadtrippet nordpå i stedet for at bo i hjertet af Perth.