Lettere rundforvirrede stod vi klar foran vores hostel til vores ”sidste” tour i denne omgang. Tre dage gennem Australiens midte til det såkaldte røde center. Minibussen var godt pakket med alle nationaliteter. Første stop var the Camel farm. Her kan man (hvis man rejser på egen hånd) komme ud og ride på kamelerne i 30-60 minutter – alternativt en to minutters luntetur i indhegningen. De herlige store (og ildelugtene) krabater var nogle søde og charmerende dyr og lige så stædige som æsler. Hvis du ikke undervejs når, at stifte bekendtskab med de vilde dingoer så har farmen også en sød, tæmmet en af slagsen som gerne stiller op til en kæletur. I denne del af Australien er ikke så mange kænguruer, men til gengæld skal man holde øje med de vilde kameler som gerne lunter over vejen i skumringstimerne.

The Red Center har flere ting som er et must på disse støvede kanter, heriblandt Kata Tjuta – også kendt som The Olgas. Kata Tjuta betyder ”Mange hoveder” på aborigansk, og er en gruppe særprægede klippeformationer. Det er klart værd, at tage den afmærkede vandretur rundt blandt de enorme sten. Afsæt gerne et par timer og husk kameraet.

De fleste turister kommer til Alice Springs for at se kæmpe klippen Uluru (Ayers Rock). På en højslette så flad som en pandekage ligger den i det røde ørkensand, 348 meter høj og med en omkreds på knap ti kilometer. Kun en tredjedel af monolitten er synlig (en stor klippeblok). Det er stadigvæk til at kravle op på Uluru, men aboriginerne frabeder sig dette, da stenen er hellig for dem. Vi respekterede naturligvis dette ønske, og gik i stedet for ind i det nærliggende informationscenter. Her kan man se hvordan aboriginerne i tidernes morgen gik på jagt, hvilke frugter og larver de spiste, og hvordan alt blev forberedt. Et besøg værd for alle aldre, og samtidig en god måde at lære om deres (tragiske) historie.

Sammen med alle andre i området var det blevet tid til, at se Uluru skifte farve – solnedgangen! Det er noget af et tilløbsstykke, så kom i god tid og få en plads i første række. De vilde dingoer venter i buskadset, i håb om at nogle har tabt en krumme eller to. Vores guide stod da også klar med snacks og champagne.

Axel og jeg var på en eller anden måde blevet opgraderet til en mere ”fancy” tur. Her havde vi nemlig valget mellem en vinterswag eller et telt. Efter Kakadu-turens swagsucces skulle naturligvis sove i det fri. Et minus på denne årstid er dog, at om dagen er det dejlige 26 grader, men om natten rammer det frysepunktet. At sove i vinterswag’en kan nok bedst beskrives som ”en sardin i en dåse”. Iført uldne sokker, fuldt påklædt, hue, vanter og halsterklæde krøb vi ned i sardindåsen.

Næste morgen (med lettere forfrysninger) stod vi endnu engang klar til, at se klippen ændre farve. En 10 kilometers morgen vandring rundt om den mastodonte klippe var på programmet. Den er stor, rød, og slet ikke som man forventer. På billeder ser klippen meget glat og ”hel” ud, men sandheden er noget ganske andet. Dybe furer og huller findes overalt på den 3,6 kilometer lange monolit. Visse passager er hellige for det aboriganske folk, og må derfor ikke fotograferes. Overfladen er som en modellervoks figur man har forsøgt at glatte med fingrene. Det er en skøn tur rundt, og kommer man tidligt har man mere eller mindre Uluru for sig selv.

Turen gik nu til Kings Canyon som også er et must på disse øde kanter. Nyd gerne både solnedgang og solopgang her. Næste morgen blev kondiskoene strammet og en smuk vandretur gennem Kings Canyon blev tilbagelagt. Brug et par timer til at bevæge dig gennem de okkerrøde klippeformationer, og om sommeren kan en forfriskende dukkert nydes i the Garden of Eden.

På vejen retur til Alice Springs, lagde vi vejen forbi Mt. Conner (også kendt som Fool’uru). Mange tror nemlig ved første øjekast, at dette er Uluru – og forståeligt nok! Jorden her er mere rød end noget andet sted, og giver Mt. Conner en smuk glød.
Tilbage i Alice Springs var det 1, 2, 3 og helle for et bad inden vi alle afsluttede en hyggelig tur med fælles middag.