Down Under

Efter Kangaroo Island var det blevet tid til at kigge nærmere på Adelaide og omegn. Byen viste sig fra en noget kønnere side – solen stod højt på en kongeblå og klar himmel. Adelaide er en mindre storby, med smukke bygninger, brede boulevarder, og charmerende gader. Klart en by man hurtigt føler sig hjemme i. Guiden fra Kangaroo Island havde udpeget et hyggeligt cafeområde i og omkring Gouger Street, hvor også Chinatown og the Central Market er placeret. Vi satte det ene ben foran det andet og nød solen ned gennem de hyggelige gader, der næsten som i Melbourne består af en meget blandet arkitektur. Flotte 1800-tals bygninger klemt inde mellem 1960’er ”kedelige” kontorbygninger, og spændende nymoderne high-rise tårne kombineret med glas, sten og solceller. Alt i alt et rigtigt spændende sted for konstruktør, og klart et besøg værd. Morgenmaden blev indtaget i mageligt tempo i solen, og med en hyggelig sludder med et lokalt kendt ægtepar.

Derefter gik turen rundt i området på jagt efter take-away kaffe og små hyggelige butikker. Vi må indrømme at selvom Adelaide ved første øjekast (en regnvåd eftermiddag og aften) virkede temmelig uddød – er vi blevet positivt overrasket og synes nu at byen helt bestemt er endnu et besøg værd (når vi får chancen igen). Denne positive drejning skyldes i høj grad også en fantastisk dag i selskab med Tore (mine forældres venners søn som er bosat lidt uden for Adelaide med sin australske kæreste). Han hentede os i city , og tog os på en flot 10-12 km hike i den nærliggende national park.

Her så vi både en brummende han-koala, flotte sydaustralske farverige fugle, smukke vandfald og nogle utrolige kig ind over selve Adelaide by. Tore, som læser til det australske svar på skovfoged, fortalte en masse om både planter og dyr mens vi gik gennem den storslåede natur. Selv en lokal Mousespider krydsede vores vej – heldigvis var han ikke så hidsig. (c’,

Godt sultne satte vi kursen mod Nairnes, hvor Tore og Sarah bor i et flot, nybygget et-plans hus med have og en enorm barbeque (grill) – det skal man jo have. På vejen havde vi købt ind til vores sene frokost/tidlige aftensmad; kængurubøffer, chilipølser og hjemmelavet dressinger. Lige noget for et par sultne danskere.

Efter et par timers hyggesludren om danske og australske forhold, solenergi og rejseplaner, kørte vi alle 4 ind mod Adelaide, til lidt lokal rundvisning. Første stop var Mt. Lofty, hvor der er et fantastisk udsyn over hele byen.

Derefter kørte vi ad de små snoede bjergveje ned til centrum, gik en flot tur langs floden, og endte i north Adelaide til aftenkaffe og godnat øl. En hyggelig afslutning på vores ophold i Adelaide og South Australia – Nu venter Perth, roadtrips og nye eventyr i det spændende Western Australia.

Efter cirka 15.000 km – heraf fantastiske 3172,7 i løbet af de sidste 14 dage – har vi nu måtte sige farvel til vores tro følgesvend Mr. Holden. Han var ikke glad for afskeden, og forsøgte sig med forskellige kneb for at udsætte det uundgåelige – f.eks. nægtede han pludseligt, at vise hvor hurtigt vi kørte, og først da vi tålmodigt havde forklaret ham, at der ikke var noget at gøre ved det (flybilletten var jo bestilt!) overgav han sig, og nu viser han igen hastigheden som han skal.

Vi fandt en flink ny ejer til ham, som lovede at passe godt på ham, i Omega Motors i det adelaide’ske bilmekka på North Main Road, og nu må vi vist klassificere os som både hjem- og billøse. Vi håber at Mr. Holden får mange nye kilometer under hjelmen!

Surf & Sun Tours – Here we come. Trætte, men forventningsfulde hoppede vi ombord på bussen sammen med 5 unge amerikanske studerende og et ungt irsk par.

Ud for Adelaides kyst ligger Kangaroo Island (K.I.) som er cirka halv størrelse af sjælland. Der bor ca. 4500 mennesker på øen, og størstedelen af øen er dækket af nationalpark. K.I. er kendt for dens varierede landskab, og det store utal af dyr som holder til på og ved øen.

Som navnet indikerer finder man et hav af vilde kænguruer (grey kangaroos), så man skal se sig godt for, når man kører på de små bugtede grusveje. Matt ved jo meget om dyr, og i fællesskab med vores søde guide, Kate – fik vi alle en god baggrundsviden om de australske dyr samt natur. Det er ikke kun dyr der kan opleves på K.I. – de har også en honningfarm, drypstenshuler, The Remarkeble Rocks og helt fantastiske strande. En omgang sandboarding ned af de stejle sanddunes (sandbakker) i det såkaldte Little Sahara, gav både vind i håret og sand i bukserne – herligt!

Vi har gennem de sidste 8 måneder fået mange unikke oplevelse – specielt med det australske dyreliv. K.I. satte dog prikken over i’et med deres søløve kolonier. På sydkysten finder man stranden Seal Bay, det er søløvernes legeplads og bopæl. En skarp lugt af fisk, eskrimenter og andet godt, skar os i næsen, da vi sammen med en lokal guide, da vi bevægede os ud mod stranden. Som en fingerregel skal man holde en afstand af ca. 10 meter fra de op til 350 kg tunge dyr, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi regnet med, at komme så tæt på dyrene.

En mor med dens unge lå og nød varmen fra den asfalterede sti som vi skulle følge og vi måtte derfor på en mindre detour igennem buskadset. Vi havde regnet med, at hvis vi var heldige ville vi måske se et par søløver, men da øjnene først havde vænnet sig til landskabet, dukkede de aflange lysebrune dyr op på bakkerne.

Nede på stranden var der stor aktivitet blandt de mange små kolonier af søløver. De unge hanner lå som en pølse i en hotdog, og varmede sig mellem hunnerne. Ungerne ”bjæffede” vildt i deres leg omkring de voksne – og i ny og næ måtte de dominerende voksne hanner lige bede om stilhed fra de legesyge unger. Herligt syn! Pludseligt kom der en unge ”møffende” (som en søløve nu bevæger sig!) ned fra klitten bag os, og syntes at det yderst interessant at studere den besynderlige flok tobenede som stod og kom med underlige ”nårh… og neej…” lyde. En ting er, at se dem i zoologisk have, en anden er at stå mindre end 10 meter fra så pragtfulde og nuttede væsener. Søløverne er fast inventar på K.I. og kan opleves 365 dage om året – klart anbefalelsesværdigt som I nok kan høre.

Øen huser også en sæl koloni, de lokale små fairy penguins (little penguins som dem vi havde i Manly), Ecidna’er (som lidt ligner pindsvin), Guanas (150 cm lange øgler), store ørne og ja, jeg kunne blive ved.

I gruppen hyggede vi med fælles madlavning og udveksling af rejseminder og kultur forskelle. Afslutningen på vores lille 3-dages adventure var ubeskriveligt smukt, og et billede kan slet ikke gengive den stemning og skønhed der mødte os, da vi med en ”lille” motorbåd drog tilbage mod fastlandet. Det var den flotteste solnedgang som vi endnu har oplevet her i Australien – farverige og dekorative små skyer spredt hen over horisonten og med delfiner hoppende rundt om os. WAUW – knib mig i armen, jeg drømmer…

Fyldt op med indtryk afsluttede vi turen ved alle sammen at gå ud og få en god middag, inden vi skulle drage hver til sit på nye eventyr.

Der var en gang nogle danskere som tog på en rejse DownUnder…de oplevede så meget spændende, at de slet ikke kunne nå, at fortælle om det hele. Ak ja, så dejligt som det nu end er, er vi kun en gammel mand og en blondine om at huske alt det vi oplever. Så en uge uden internetdækning, og vi er i voldsomme problemer med, at beskrive og huske alt hvad vi har nået. Så her kommer højdepunkterne siden sidst!

På strækningen fra Melbourne til Adelaide kom vi igennem mange småbyer som hver især havde deres charme. Har man tid til et ekstra stop på ruten, bør man unde sig selv en smuk naturoplevelse ved Tower Hill. Udover at være to vulkankratere, have et utal af vandrestier, er det den mest imponerende udsigt. Man skal dog tage sig i agt for de vilde emu’er, hvis yndlingsbeskæftigelse er at gøre kur til de forbipasserende turister. 29 årige unge mænd er især udsatte! Her så vi i øvrigt igen de nuttede vilde koalaer sidde og guffe blade i sig – det er og bliver et herligt syn.

Turen videre gav mig mange flashbacks til dengang jeg kørte samme tur med mine forældre (2002). Vi måtte derfor lige gense the Blue Lake i Mt. Gambier, som er et vulkankrater der er fyldt op med vand. Kombinationen: Vand + Lava = MEGET blå sø! I Mt. Gambier krydsede vi tidszonen – hele 30 min. Længere blev vores fredag lige pludselig. Skønt, så var der lige tid til et smut forbi den smukke drypstensgrotte Tantanoola Cave.

Hmmm, at finde en seng at sove i skulle vise sig, at være et større problem. På denne del af kyststrækningen er der nemlig langt mellem byerne. I Robe var vi ved at gøre holdt, men blev enige om at den var lidt lille og kedelig – og at Kingston S.E. (som var den næste by på kortet) så meget bedre ud. Snydt igen! Det grønne skilt lyste op TOWN CENTER THIS WAY… Men der var intet town center, kun mørke huse og ikke en sjæl på gaden – klokken syv om aftenen på en fredag! Efter en del søgen fandt et motel – ja, der var søreme sådan et… Vi fik også en noget anderledes middag den aften – byens eneste åbne restaurant var en nymoderniseret gammel lade. Med et menukort varierende fra lette filippinske retter til de tunge lokale. Det var dog så koldt i laden, at tjeneren serverede maden iført dunjakke og halstørklæde. God mad.. men knapt så nemt at spise med pinde iført vanter!

Inden Adelaide lagde vi vejen forbi den charmerende by, Hahndorf i Adelaide Hills. En mini tuttenut udgave af en sydtysk by. Klart en overnatning eller to værd. Vi tog forskud på Axels fødselsdag, og hyggede os med fyldige eftermiddags kager og store tyske portioner schnitzel til aften.

Næste morgen – 1 år ældre – vågnede den nu 30 årige Hr. Bluhme op til morgensang (ikke min) og masser af lykønskninger fra nær og fjern. Det varmede den gamle mands hjerte – så tak for det! Vi er dog sikre på at der må være en australsk slyngel der også har fødselsdag den 14 juni – fordi Axel mener at han har opført sig yderst eksemplarisk – og alligevel stod det ned i stænger hele dagen. Vi mødtes med Matt i Adelaide senere på dagen, og forsøgte (så vidt muligt på grund af vejret) at fejre pebersvenden på bedste aussiemanér.

Jeg måtte dog lægge mine to 30 årige rejsekammerater tidligt i seng, da turbussen ville komme 06.20 den efterfølgende morgen. Gamle gnavne mænd er jo ikke sjove, ha ha. Vi skulle på en 3 dages tur til Kangaroo Island små 110 km syd for Adelaide, men vi har lige 1267 billeder der skal sorteres og bearbejdes før I får fortællingen om Kangaroo Island. Glæd Jer – det var fantastisk!

Det kan godt være, at vi ikke har været så heldige med vejret – men det er jo trods alt også den australske vinter pt. Én fordel er der dog ved denne årstid – færre turister! Den smukke snoede kystvej har allerede bragt os mange flotte oplevelser, og vi har vejene mere eller mindre for os selv. Storslåede vider og det brusende hav der slår ind mod de stejle klippesider – så er scenen sat!

Efter en overnatning på YHA’et i regnfulde Apollo Bay gik turen i dag videre til naturparken Otway. Her skal alle passagerer i bilen have øjnene på træerne! Turen gennem parken er nemlig fyldt med Eukalyptustræer = Koalaer! Efter få kilometer så vi vores første vilde koala – og begejstringen var stor.. Da øjnene først var indstillet på koalaer, så vi dem overalt. DET var dagens store oplevelse! Parken endte ved et smukt fyrtårn med en imponerende hav og klippe udsigt.

Inden solen gik ned nåede vi også, at se de storslåede tolv apostle. Det vil sige, den dag i dag er der dog kun otte tilbage – havets kræfter har gjort kål på de sidste fire. Vi satser på solskin i morgen og en tidlig start ved de ”tolv” vidundere.

Netforbindelsen er stadigvæk ustabil, men vi forsøger at holde alle jer nysgerrige sjæle underettede (c’,

Til Axel’s 30 års fødselsdag på søndag, vil vi dog være i Adelaide, hvilket vil sige inden for civilisationen / netværkets grænse…(jeg er sikker på han tjekker sin mail denne dag, blink blink)!

Vi ankom til Ballarat sent mandag eftermiddag, og kunne desværre ikke nå at se minen samme dag. Vi valgte derfor, at se et aften lys- og lydshow på det 25 ha store mineområde Sovereign Hills dækker over. Efter en hurtig indlogering stod vi klar i ”polarmunderingen” – ja, showet var 90% udendørs – og tro det eller lad være, men Australien er ikke lutter sol og sommer!
Det var et fantastisk show, helt uden skuespillere, kun ved brug af flotte naturlige kulisser med imponerende lyd- og lyseffekter. Efter den oplevelse glædede vi os kun endnu mere til at se minebyen ”by day”. Som de første besøgende gæster tirsdag morgen i Sovereign Hills 1800-tals gader, fik vi en turistfri formiddag til at udforske livet som guldgraver. Sovereign Hills er storslåede kulisser kombineret med små 200 frivillige (og flot udklædte) mennesker som gør minebyen meget autentisk.

Sadelmageren, smeden, bageren, apotekteren, garden, bedemanden, mureren, postmesteren, marskandiseren – ja, alle var i gang med dagens gøremål, og vi kunne snildt kigge dem over skulderen.

Hos smeden så vi hvordan man i gamle dage udvandt guldet – Axel fik også lige lov til at klappe den nylavede guldbarre.

Senere begav vi os sammen med den stortalende minefører ned i selve minen. I dybet var der gange til alle sider, og vores guide fortalte både fakta og sjove røver historier fra de såkaldte ”good-old-days”. Men med de arbejdsvilkår, boligforhold og den nådesløse hær, ved jeg nu ikke om jeg ville kalde det de gode gamle dage… Hvad synes du?!

3 timer er minimum og før du ser dig om er der gået 5 – så afsæt god tid og book endelig en plads til aftenshowet, hvis du skulle komme på disse kanter.

I den lille ”Slyngel”-gade Degraves Street i hjertet af Melbourne, kan vi anbefale at lægge vejen forbi til enten en omgang morgenmad eller frokost. Den lille gade summer af liv – og vi kunne nemt se os selv sidde her hver dag før arbejde, og mærke livet fra de travle trendy ”melbournegensere” starte. Vi afprøvede morgenmaden på Café Degraves – som har en skøn blandet indretning af retro og boheme.

Efter en herlig morgenmad var dagens rute besluttet – vi skulle rundt og se gamle 18-1900-tals bygninger samt villaer. Dagen før havde vi travet Melbourne tynd. Melbourne har den mest spændende arkitektur i Australien – selv en ikke arkitekt ville virkelig sætte pris på byens varierende arkitektur.

Vi var også forbi det store Queen Victoria Market. Her kan købes alt fra Ugg Boots, kopitasker, souvenirs, læderjakker til skøn delikatesse mad.
Mandag eftermiddag måtte vi desværre tage afsked med storbyen, og sætte kursen mod gulvgraver byen Ballarat.

Mr. Holden har de seneste dage taget os igennem en masse små kystbyer – nogle så små at man ikke når at blinke før man er ude igen. Første stop efter Mallacotta var byen Lakes Entrance som er kendt for smuk natur og byen er samtidig også starten på ”ninety mile beach”. Byen er på denne årstid præget af det ”grå guld” og vi bragte gennemsnitsalderen på motellet gevaldigt ned. Det er klart værd at gå en af de mange vandreruter i området – vi valgte en 2 timers tur langs stranden.

YHA medlemskortet skulle luftes, og vi satte derfor hostel’et i byen Foster ind på Mr. Navi, der som en sporhund viste vejen. Vi kom frem til en fin lille hytte med plads til 10 logerende. Vi fik eget værelse, hvilket dog betød at vi kun var to til at varme rummet op, brrr – vi vågnede op til kun 9 grader i værelset og isbjørnen siddende i fodenden.

Fra Foster gik turen videre til den naturskønne national park Wilsons Prom, og her kan det klart anbefales at være en såkaldt ”early bird” samt ikke at glemme kameraet og de gode vandrestøvler. Vi fik efter fire minutters kørsel i parken, første smagsprøve på hvilket dyreliv The Prom gemmer på; en vaskeægte vild Wombat! Derefter tog det fart med alt fra kænguruer, wallabies, særprægede fugle til kæmpe tissemyrer. En tur langs Squaky beach, Tidal river og en mindre bjergbestigning til toppen af Mount Oberon (ca. 600 meter højt) blev det også til, inden Mr. Holden fik lov at strække benene lidt igen.

Hmm, kan I finde Holger (AL) på ovenstående billede? Det siger lidt om hvor store stenene er her..

På turen mod Philip Island gjorde vi holdt ved et historisk fyrtårn og her mødte vi endnu en wombat, mikkel ræv og et dusin kaniner. Tiden går hurtigt når man har det sjovt og pludseligt nærmede solnedgangen og the Penguin Parade sig. På Philip Island kan man hver aften se pingvinerne marchere i land. De kommer op i små flokke og mere eller mindre ubeslutsomt følges de i gåsegang mod deres huler i klitterne. Om sommeren kommer der op til 1800 pingviner hver aften – i vinterhalvåret er det kun omkring 600 som vralter henover stranden. Denne oplevelse er alle pengene værd – især fordi at man efter strandmarchen kan gå side om side med dem hen til deres huler. Her er alt fotografi forbudt – desværre.

Vi overnattede i byen Cowes på nordsiden af øen – som er en by for alle aldre. I morgens kørte vi så ud og så en del af de lokale lookouts på øen, blandt andet the Red Rocks og the Pyramid Rock.

Med en lille detour til byen Soronto, hvor man klart kan tilbringe et par afslappede dage og nyde friskbrygget kaffe på mange hyggelige cafeer, endte vi endelig i Melbourne. Vi har indlogeret os på det nyistandsatte YHA på Flinders Street i hjertet af byen. WAUW, dette YHA er flottere end de fleste almindelige hoteller – og så til hostelpris! Det kan KLART anbefales! Bestil dog dobbelt værelse ensuite. De næste par dage skal byen indtages i bedste japanerstil – med kameraet højt hævet og to-go kaffen i hånden. Vi har dog allerede taget hul på sightseeingen ”by night”, og her er et view over byen fra floden af.

God nat herfra og god weekend til jer alle!