Down Under

Når man er alene hjemme i Manly er det jo godt at man har sit kamera i nærheden (c’,

Så mens Anne-louise og hendes forældre er på forlænget weekend i Hunter Valley og Nelsons Bay har jeg brugt det meste af weekenden på små hygge fototure rundt omkring i Manly. Her er et par eksempler – resten kan ses på vores fotoside under sendmoremoney.dk:

Enjoy (c’,

Som tiden dog flyver når man hygger sig – men nu må det være på tide med lidt nyt på bloggen!

Siden Kim og Jane kom i sidste uge, har vi haft travlt med, at vise dem rundt i Manly og omegn – til trods for regn og blæst.

I onsdags havde jeg besøg af Camilla fra DK, en veninde fra studiet og et medlem af Byggeriets Erfaringslaug (c’, Det er jo altid fantastisk med besøg hjemmefra, og hun havde lige tid til et stop i Manly inden hun skulle hjem til kulden igen. Så jeg trak hende rundt til de fleste seværdigheder i Manly, og vi fik også besøgt Manly Oceanworld! Udefra ser det ikke så stort ud, men vi var ret imponerede over alle de sjove og spøjse fisk de havde presset ind. Men det vildeste var ikke de 5 farligste slanger, edderkopper og øgler eller de mange akvarier med farverige fisk i alle størrelser – Nej, det var deres hajtunnel! OG ikke nok med at de havde 7 Grey Nurse sharks og en kæmpe (1,1 meter lang) havskildpadde drønende rundt dernede – de havde også en kæmpe Black Stingray der er mere end 2 meter over ryggen! Det ser helt vildt ud, når den svømmer ind over tunnelen som et andet flyvende tæppe!

De første dage med familien Gordon i Manly gik med strandture, butikskiggeri og cafébesøg, og da Anne-louise havde fri i fredags skulle dagen jo udnyttes. Så de tre Gordon’er tog vandreskoene på, fulgte mig til fys’en og satte kursen mod North Head af de små stier. Jeg mødtes med dem på toppen (når man har rygproblemer må man jo godt snyde lidt), og vi fulgtes ud på spidsen, hvor folk var stimlet sammen i hobetal. Det er nemlig nu de fleste af de enorme krydstogtsskibe sejler ind og ud af Sydney Harbour – i alt får vi besøg af 22 i de disse 2-3 uger. OG JO – de ER enorme!! Bare se den herunder: (plads til 3.900 passagerer)

Lørdag var vi i Sydney på shopping/sightseeingtur. Vi var en tur igennem the Rocks og jeg fik min første 30 års fødselsdagsgave (lidt for tidligt, men Kim og Jane mente ikke de ville være i stand til at gemme den for mig indtil juni) – En vaskeægte australsk cowboyhat! En Akubra, Cooper Pedy i sort rabbitfur (hårdtpresset kaninpels) med et lækkert kængurohale bånd i lysebrunt samt en ægte opal i siden. Den er alt for fed!

Videre på turen gik vi igennem Darling Harbour og ned til Glebe Point, og da fødderne blev trætte tog vi tilbage til Cirkular Quey og fik lidt kaffe mens vi kiggede på flere krydstogtsskibe … og på lidt mere regn (c’,

Søndagen blev brugt på gåture rundt i Manly’s små hyggelige villakvaterer, strandpromenaden i Balmoral, og i Mosman blev der kigget på butikker i den helt store stil. Mosman er en super hyggelig by med en masse spændende små butikker. Vi kørte også lige forbi Cremorne Point og så udsigten mod Opera huset, CBD og Harbour Bridge og udpegede vores plet fra nytårs aften – før vi til sidst valgte, at køre til Woolloomooloo og spise. Det er simpelthen et af de hyggeligste steder i Sydney – vi måtte bare derhen og få en god bøf.

I dag mandag, er der endelig fuldt blus på solen og det er drøn varmt! Familien Gordon er smuttet på stranden, og jeg skal ned og mødes med dem om lidt. Ryggen har det rimeligt godt nu og nu mangler jeg bare en seddel fra min læge på at jeg godt må begynde at arbejde igen. Jubii…

Håber at I alle har det fantastisk derhjemme, og at I nyder kulden lidt for os også – her er en af de små færger til sammenligning.. også med broen (c’,

Tiden var kommet og AL’s kære forældre skulle begive sig mod varmere himmelstrøg. Desværre var Finair ikke helt enige. 10 minutter før afgang blev flyet aflyst pga. tekniske problemer. Alle andre fly, bare ikke deres – hulk hulk. Gode råd var dyre og deres fly til Hong Kong fra Helsinki kunne de godt vinke farvel til. Det lykkes – efter en rask løbetur gennem Kastrup lufthavn – at blive tjekket ind på et nyt eftermiddagsfly til Helsinki. Herfra gik turen så med et midnatsfly til Bankok, og et par timer senere kunne de sidste 10 timer mod Sydney så tilbagelægges.

Vi måtte derfor tidligt op i dag, da Al’s forældre (som var blevet forsinket med et ½ døgn) skulle hentes i lufthavnen. De landede 06.55 så frøkenen kørte allerede kl 06.00. Jeg måtte ikke komme med for ryggen – den er stadig ikke glad for at køre i bil 🙁

Godt genforenet og med en lille tåre i øjenkrogen, vendte de tre næsen tilbage mod Manly. I dag vil den stå i udpakning/afslapning/og rundvisningens tegn – vi ønsker de nye logerende hjertelig velkommen (c’,

Jeg benytter lige chancen til, at vise Jer min lille computerplads i køkkenet – ryggen skal jo helst stå ret. Håber snart på bedring…

Den australske nationaldag lå i forlængelse af sidste weekend. En mini ferie lå forude og det måtte jo udnyttes. Hovedstaden Canberra, som kun ligger 3½ times kørsel væk, var målet. Efter en meget varm køretur og lidt søgen efter et ledigt hotelværelse (vi var ikke ene om at vælge hovedstaden til at fejre nationaldagen), kunne vi nyde nogle af storbyens monomenter.

Canberra er en meget anderledes hovedstad, da den blev kunstigt skabt. Byerne Melbourne og Sydney var i stor konflikt om hvilken by der skulle være Australiens hovedstad. Et kompromis blev en by mellem de to rivaler, som hverken ligger ud til kysten eller har over 400.000 indbyggere. I Canberra har man derfor placeret alt hvad der har med regeringen at gøre.

I alle rejsebøger bliver Canberra beskrevet som den kedeligste hovedstad, men det er nu ikke helt sandt ifølge os. Alle nationale museums og mindesmærker er samlet i denne by – og er man i humør til at være kulturel er dette byen.

Den første dag besøgte vi The National War Memoriol. Det er længe siden vi har oplevet et så flot museum – klart et besøg værd og husk at have god tid… det er stort. Man bliver ført gennem 1. og 2. verdenskrig på en flot, visuel og faktabaseret måde, afsluttet med en evig brændende flamme i en lang åben gårdsplads med sorte tavler, så langt øjet rækker med de faldendes navne frem til i dag.

Dagen før havde en flink taxachauffør fortalt, at der ville være en gratis koncert ved Parlamentet aften efter. Alle kom slæbende med picnickurve og var flot dekorerede med det australske flag klistret fast overalt på kroppen eller med lange flagkåber – fantastisk syn. Selv almindelige pickup trucks havde australske flag på køleren og ud af vinduerne – meget festligt!

Vi skulle egentlig kun have været i Canberra en nat, men vi nåede ikke at se The National Museum eller det kendte roterende udsigtstårn og besluttede at blive en ekstra nat – fantastisk med en lang weekend. Efter en ny søgning på et hotel der havde plads til os, var det tidligt op søndag morgen og på museum. Bagefter var det en tur op i det næsten ”900 meter” høje udkigstårn – wauw ikke noget for folk med højdeskræk. De 900 meter er nu inklusiv Black Mountain som tårnet står på (c’,

Klokken blev hurtigt over frokost og vi måtte vende næsen mod Sydney. Vi besluttede dog at vi ikke ville tage den direkte vej (motorvejen), men ruten langs kysten. Vi drejede derfor af mod Batemans Bay, som ligger nogenlunde direkte ud for Canberra, bare ved kysten. Men nu bliver turen spændende for den blå himmel blev langsomt skiftet ud med en ensartet grå himmel. Først tænkte vi at det måtte være skyer da det fyldte hele himlen, men kort tid efter kunne man lugte hvad det i virkeligheden var; Bushfire!

Vi gjorde holdt i den næste by for vi måtte jo forhøre os om hvor denne Bushfire var og om det betød noget for os. Heldigvis brændte det ikke direkte på vores rute hjem og vi kunne fortsætte vores tur mod kysten. Batemans Bay er dog ikke så spændende, så vi kørte hurtigt videre nordpå – lettere skuffede over at hovedvejen stadig ikke ligger helt ud til kysten.

Vores prøvelser var dog ikke forbi endnu – Lige omkring Wollongong var der vejarbejde og kø og umiddelbart efter kørte vi ind i hvad det lignede en sky på jorden – det viste sig at være tåge med en meget lav sigtbarhed på omkring 10 – 20 meter frem (ikke meget på en landevej). OG.. da vi endelig slap ud af tågen, væltede regnen ned og mørket kom snigende.

Så da vi endelig trillede ind i Manly omkring kl. 22 var der kun tilbage at sige ”Go’nat Ole, og pengene ligger i vinduet!” (som ”famse” siger).

Vi havde godt hørt at nytårsfyrværkeri skal opleves i Sydney, men det er først når man står og ser på det at det går op for en at det SKAL opleves i Sydney! Tivoli, Ischgl, Bastiliedagen og alle andre fyrværkerishows vi har set – go home!

Nå, men vi vidste at vi skulle være der i rimelig god tid for at få en ordentlig plads, så kl. 15 rullede vi ind på parkeringspladsen ved Cremorne Point. Allerede her var der fuldt pakket og derfor måtte Al og Mette hurtigst muligt finde en lille firkant græs mens Axel parkerede bilen. Picnictæppet blev foldet ud, de nyindkøbte picnicstole blev slået ud, pigerne havde forberedt både øl, vin, fantastisk tapas og til sidst blev selv kortspillet fundet frem – Ren hygge og hvilken fantastisk måde at holde nytår på!

Dagen gik hurtigt og efter mørket faldt på kom Sydney rigtig frem med alle sine lys. Operahuset og Harbour Bridge var lige overfor, så udsigten kunne ikke være meget bedre! Kl. 21 gik det lille ”børnefyrværkeri” i gang, hvilket var helt fantastisk – en apertiser for ”voksenfyrværkeriet” ved midnat. Temaet i år var Creation og de havde bygget en masse både med lys på som sejlede rundt hele aftenen.

Vi havde en fantastisk aften på Cremorne Point (c’, og i dag står den på tømmermandshygge og pakning af tasker inden vi tager til Cairns i aften. Vi ønsker jer alle et mindst lige så fantastisk nytår hjemme i DK og ude omkring i verdenen!

Dagen før nytår blev brugt på en heldags ”roadtrip” til Hunter Valley via Hawksbury River. Vi stod tidligt op og bilen rullede op ad Sydney Road lidt over kl 07.00. Vi fulgte ”the turist drive” mod nordvest mod Wisemans Ferry, som er et lille knudepunkt hvor man kan krydse Hawksbury River. Floden er temmelig stor og hvis man ikke vidste bedre ville man tro at krokodillerne lå på lur over det hele.

Efter et kort pitstop i Wisemans Ferry valgte vi grusvejen igennem Yenga National Park – ca. 55-60 km på en lille hullet grusvej (c’, Naturen var fantastisk og især de første 20-30 km var en nydelse. Men ak, resten af turen (på grusvejen) var lidt af en prøvelse (c’, Hullerne i vejen blev større og større og vi mødte flere og flere skilte med ”Caution, Road may be Flooded”. Heldigvis var vejen ikke ”flooded” og vi kunne køre igennem, men flere steder så vi vanddybdemålere på mere end to meter over vejniveau.

Endelig nåede vi til Hunter Valley, som et af de største vindistrikter i Australien. Vi begyndte at se vinmarker rundt omkring og vingårde i alle størrelser. Nogen på størrelse med enorme herregårde og nogle små som bare bestod af en lille hytte og lidt mark. Men fælles for alle var den charmerende og idylliske stemming som vinmarkerne og det let bakkede landskab giver.

Vi var godt sultne da vi kom frem til Hunter Valley, og desværre er de ”helt rigtige” restauranter ikke helt nemme at finde. Vi spurgte på turistinformationen efter et lille hyggeligt sted, hvor man kunne få lidt let og måske smage lidt vin, hvorefter de guidede os hen til den største og mest prangende vingård i hele distriktet! (og hvor der selvfølgelig var fuldt booked,æv) – Så nu godt sultne gik jagten ind på et sted hvor man bare kunne få et eller andet spiseligt. Endelig faldt valget på Arrowfield Estate, hvor vi kunne lidt ost og lidt vin.. Ikke dårligt! (c’,

Bagefter kørte vi til Blueberry Hill Winery, som var et lille, og utrolig hyggeligt sted. Her fandt vi en flaske Champagne til at nyde nytårs aften!

Klokken blev hurtigt mange og vi vendte næsen hjemad. Vi kørte ned langs kysten og på vejen slog vi en slag inden om the entrance, som er bindeleddet mellem Lake Maquarie (den største indsø i australien) og havet. Utroligt flot, og temmelig turistet (c’, Inden vi kom helt hjem tog vi lige et smut over harbour bridge i det sidste dagslys så Mette kunne få et par billeder (c’,

I lørdags tog vi på et lille roadtrip til Jenolan Caves som er et område med en masse drypstenshuler på den anden side af Blue Mountains. Vi stod op kl. 06.00, da turen derud ville tage et par timer, og vi skulle hente Camilla og Jason på vejen. Turen derud gik fint og vi var der allerede kl. 11.00 så vi kunne sagtens nå en let frokost inden vores tur ned i dybet. Frokosten blev dog hurtigt “spoleret”, da vi blev overfaldet af 5-6 røde papegøjer, som hverken var bange for os eller kunne vente på at vi var færdige med at spise. De tog bare for sig af vores mad! Det var dog ret sjovt at se på (c’,

Vi havde valgt en tur ned i the Temple of Baal – en halvanden times tur ind i mørket under os. Turen var udsolgt så det var heldigt, at vi havde bestilt billetter på vejen derud. Vores guide viste vej ind i tunnelen mod vores hule, og da alle var fremme ved den første dør trykkede han på sin lille fjernbetjening og “puf-puf-puf” så slukkede lygterne ned igennem gange indtil vi stod i totalt mørke. Lidt som i en gyserfilm (c’, Men lyset kom hurtigt igen, og vi begyndte turen ned af de ca. 90 trin på den første trappe – ned i dybet. Ved det første stop fortalte guiden lidt om hvordan vandet igennem millioner af år havde skabt disse huler, og hvordan dråberne, en efter en, havde skabt drypstenene, og forskellen mellem stalacmites and stalactites. Stalacmites er drypstenene der “vokser ned” fra hulens loft og stalactites “vokser op” fra gulvet, der hvor vandet rammer.

Nogle af formationerne vokser dog i andre retninger og former og det er ikke alle formationerne som forskerne ved hvordan er opstået. Vi fortsatte længere ind i mørket og kom ind i en enorm hule der er over 50 meter høj, The Temple of Baal – og her havde de lavet et lille musik- og lysshow for at fremhæve akustikken og rumligheden. Det var utrolig flot at se – nogen af formationerne havde fået navne såsom englens vinger og Baals alter. Det var en fantastisk oplevelse at se, også selvom akustikken blev afprøvet lidt ekstra af en stakkels lille pige der syntes at turen var lidt for lang. Hmm.. hvor er ”mute” knappen på sådan en unge 😀

Efter en endt tur i grotterne kørte vi videre på vores roadtrip til Oberon Dam som nu ikke var særlig spændende. En lille flække på den anden side af Blue Mountains, så vi vendte næsen hjem ad og kørte et smut forbi The Three Sisters i Katoomba på vejen (c’, Og jeg måtte lige snuppe et par billeder mere – jeg har jo slet ikke taget nogen…vel skat!?!

Så er det vist blevet tid til lidt info om mit arbejde (c’, Jeg startede for 14 dage siden hos Health Projects International – som er en rådgivende tegnestue der har specialiseret sig i Health Care og alt fra projektering, detaljering og rådgivning af og om hospitaler. Det er hovedsageligt i australien, men HPI er også ved at opbygge en afdeling i Dubai. Virksomheden er noget mindre end jeg er vant til hjemmefra, men folk er søde og jeg begynder så småt at føle mig hjemme (c’,

Mine opgaver skal (og gør så småt allerede) bestå i at servicere “the builders” med den information de skal bruge – og helst inden de mangler den. I Australien er det hele lidt på hovedet, da det er entreprenørene der bestemmer (i sidste ende) og ikke arkitekten, ingeniøren eller rådgiveren. Dette betyder at HPI skal bistå entreprenøren i at bygningen overholder de lovmæssige krav og i øvrigt også prisen.

Det har i det hele taget været en udfordring at starte på job.. Både på grund af sproget, de nye omgivelser, et nyt projekt men også fordi at jeg endte med at starte 2 uger før planlagt. Søren skulle jo nå at sætte mig ind i opgaverne, hvilket selvsagt var (og er) nemmere når han nu er dansk (c’,

Projektet, jeg er startet på, er opførelsen af Macquarie University Private Hospital som ligger i en forstad til sydney, kaldet North Ryde. Projektet er cirka 12000 m2 og de er stort set færdige med råhuskonstruktionen nu. Så jeg skal nok få mit at se til når Søren stopper på torsdag (c’, Forhåbentligt bliver det rigtig lærerigt og jeg synes allerede nu at jeg er ved at være rimelig godt inde i projektet. (c’,

Håber i har det godt der hjemme (c’,