Uha ja…det måtte jo ske med en gammel bil – men hvorfor lige i dag! Efter en hektisk dag på arbejdet med lidt overarbejde var det tid til at vende snuden hjemad. Med tanken om 1½ time foran mig i bagende hede, og en meget sulten mave – var det bare speederen i bund og der ud af. Små 20 minutter inden mål kiggede jeg ned på temperaturmåleren…alt var fint. 18 minutter til målet og temperaturmåleren var over det røde felt. PANIK! Ringede straks til Axel, selvom jeg godt vidste at det bare gjaldt om at komme ind til siden. Samme råd kom via telefonen, problemet var blot det, at jeg var midt i tilkørslen til Harbour Bridge. Gode råd var dyre, da Harbour Bridge i myldertrafikken ikke lige er det smarteste sted at holde – rettere sagt, der er ikke plads til at holde. Ja, så her holdt jeg med Axel i røret og nødblinket på fuldt blus.

Se det er her jeg må takke Camilla for, at komme med det gode råd da vi købte bilen: køb en vejhjælp forsikring! Jeg ringede straks og de kunne være det inden for en time…! Efter 15 minutter kom der en ”trækvogn” fra Harbour Bridges eget trafikkontor med to meget snaksaglige bromænd – ikke just dem jeg havde ringet efter. Men den røde dyt skulle væk og det skulle være nu ifølge dem. ”Hop over på passagersædet lille frøken, så klarer vi det for dig” Åhh okay…

Sikkert over på den anden side af broen, var det så bare at vente på vejhjælpen (NRMA). Hmmm, vi havde fyldt vand på bilen i lørdags inden turen til Canberra så det kunne det vel ikke være. Panikken bredte sig hos mig, da mine tanker var på arbejdsdagen i morgen. Skal til mit første salgs- og marketingsmøde, hvor jeg skal holde et indlæg… Men hvis bilen nu er død eller i stykker, hvordan kommer jeg så på arbejde til tiden uden at skulle op kl. 04.00 for at fange bus, færge, tog, taxa !?

NRMA-manden kom efter 40 minutter, og blondinen hoppede rundt som den gode assistent. Jeg følte virkelig at jeg var ovenpå og vidste, at alt var ny-påfyldt fra i lørdags – og med alle de søndage min far har brugt på bilundervisning, så jeg aldrig skulle stå som en blondine og kigge ned under kølerhjelmen – blev slået helt til jorden. Bilen slugt nemlig små 8 liter vand, og NRMA-manden kiggede på mig med et løftet øjenbryn og sagde: ”Hvornår sagde du I sidst havde fyldt vand på?” Pinligt….

Jeg er nu sikkert hjemme og Axel havde den helt store tapasanretning klar til den lille uheldige og nu meget sultne frøken. Men en ting er sikkert, jeg sender både de to bromænd og NRMA-manden en kærlig tanke i aftenbønnen 😉