Langs det indiske ocean

Efter et kig på vejrudsigten var mildest talt bare om, at komme væk fra Perth og omegn. Storm and heavy showers the next five days!!

Første stop var byen Geraldton. Byen er sikkert en fin lille by i højsæsonen, med dens store mastodonte olieplatformer lige ud for kysten, men ak i regnvejr og med en blæst af stormstyrke, blev det kun til en enkelt nat her. Vi havde tænkt os, at se så meget som muligt på turen op til Exmouth (endestoppet), men på grund af den evige mørkegrå sky over vores hoveder valgte vi, at tage hovedvejen til Exmouth ASAP.

Undervejs stoppede vi i (hvad der skulle vise sig at være den eneste rigtige by undervejs) Carnarvon. Hmm, men ud over et par cafeer, et posthus og et supermarked, ja så fordriver man vist tiden med at fiske eller arbejde i bananplantagerne. En. To… Fire… Og vi var videre mod Vestaustraliens modspil til Great Barrier Reef i Queensland – Ningaloo Reef ud for Coral Bay. Endnu engang blev vi snydt af prikken på kortet, og den faktiske størrelse på byen. Kommer man til Coral Bay i højsæsonen (december til marts) skal man helt sikkert melde sin ankomst i god tid og pre-booke de ture man vil på.
I ”byen” findes der;
– Et backpacker hostel
– Et hotel
– En caravan park
– Et dykkercenter
– En bager/Café
– Et minimarked
– En tøsebutik
– Og hele tre spisesteder!

Første stop efter indlogeringen på backpacker stedet, var dykkerbutikken. En heldagstur på revet med to dyk og en snorkeltur inklusiv forplejning – YES, vi var klar til en dag under overfladen.

To fine dyk blev noteret i logbogen, MEN dagens højdepunkt (udover de nuttede små havskildpadder), var snorkelturen med de tre til fire meter Manta Rays (Rokker). Vi blev opdelt i to grupper (otte i hver), og skulle på skift danne et U omkring den enorme rokke. Denne form for rokke er ufarlig, men kaster noget af en uhyggelig skygge. Det var lydløst, smukt og lidt skræmmende at se den bevæge sig igennem vandet. Når en rokke spiser slå den kolbøtter i vandet. Så selvom vores guide havde sagt, at de ikke er farlige, så kan jeg love Jer for at pulsen alligevel kom op, når strømmen førte en hen over rokken – og dermed ud af U-positionen. At se dens store åbne mund komme lige imod én, fik virkelig gang i den vildeste form for hurtig hundesvømning – ARGHH… Fed oplevelse – der SKAL prøves!

Næste stop var byen Exmouth, cirka 1300 km fra Perth. Hvis Coral Bay var lille, så kan I blot tilføje et minimarked, en øko-café og en tankstation mere, så har I et billede af den klart større prik på kortet (-:
I Exmouth har man muligheden for, at snorkle med hvalhajer i vintersæsonen (april til juli). Dog skal man være klar til, at betale fra 1600 kr. pr. person, for en enkelt tur i vandet. Budgettet tillod os desværre ikke denne anderledes oplevelse, og tja – det er jo heller ikke fordi at man kan stille nogen garanti for, at hvalerne faktisk er dér… Den oplevelse gemmer vi til næste gang.

I stedet for kan man få en herlig dag til at gå i national parken nord/vest for Exmouth. Om sommeren kan man følge havskildpadderne fra stranden og helt op til deres reder, der er også et gammelt skibsvrag samt et utal af smukke strande.

Vi gjorde holdt ved Oyster Stacks og fandt snorkel udstyret frem. WAUW er det eneste vi kan sige. Koralrevet går helt ind til kysten, og så længe der er højvande kan man komme i uden at beskadige revet. Da revet går så tæt ind på kysten skulle man ikke længere ud end til knæene før store farverige fisk pilede ud og ind mellem ens ankler. Badebolds store søstjerner i smuk koboltblå nuance, zebrastribede fisk med trutmunde, blævrende søpølser og skinnende stimer af tun fór forbi os – og den eneste udfordring var, at blive enige om hvilken retning vi skulle svømme i. (-:

Ruten slutter ved den smukke flod, Yardie Creek Gorge – Her nød vi, at se solens sidste stråler falde blidt ned over de røde klipper langs floden. De 78 km tilbage til Exmouth tog dog længere tid end beregnet, det var blevet tusmørke = kænguruernes fodringstid! Pyha, med øjne på stilke og en konstant skiften mellem langt og kort lys fik os sikkert i mål, kun med et enkelt uheld – en falk var desværre skjult, i det kadaver den var ved at konsumere, og den nåede ikke at lette før den ramte det gule lyn. Åhh nej….

Exmouth var som sagt hurtigt set, og vi bevægede os derfor sydover ned imod Sharks Bay og Monkey Mia – Delfinernes paradis. Efter ”små” 700 km med MEGET lige veje, drejede vi af mod Sharks Bay, og snuppede lige 130 km mere super spændende lige landevej. (-:

Destinationen var sat på byen Monkey Mia som viste sig at være ET resort med forskellige prisniveauer. Af den grund er det vigtigt, at booke i forvejen – det havde vi ikke, så lidt luksus blev vi ”tvunget” til denne gang. Ak ja, et værelse med havudsigt og en dobbelt seng så stor at vi måtte råbe godnat til hinanden… Så pyt da (-:

I Monkey Mia er hoved attraktionen at se de vilde delfiner som kommer ind hver morgen for, at få et gratis måltid. Det er noget af et tilløbsstykke, så vi var tidligt oppe for, at få en god plads i vandkanten.

Delfinerne får kun en nøje afmålt mængde fisk (tre gange om morgenen) for, at bevare deres naturlige jagtinstinkt. De må derfor selv ud og skaffe de sidste 75% af deres daglige føde. Både Axel og Jeg var heldige, at blive udvalgt til at håndfodre delfinerne.

Mens delfinerne bliver fodret holder den lokale ranger de frække tyvagtige pelikaner i skak med en spand fisk. Det er også muligt at håndfodre pelikanerne… Tumulten var stor på stranden da Axel ubevist fik fremprovokeret et pelikanslagsmål! Husk altid at fordele godbidderne lige og helst på samme tid til de glubske og evigt sultne pelikaner.

Resten af dagen gik med sightseeing i national parken, området i og omkring byen Denham samt et besøg på Shell Beach. I stedet for sand er denne strand dækket med små kridhvide muslingeskaller, på nogen steder op til ti meters dybde. Et anderledes syn som man ikke må misse, hvis man besøger Shark Bay.

BONUSINDLÆG:

Mens vi har ledt med Lys & Lygte efter en internetcafé, er vi søreme kommet videre på ruten og har oplevet lidt mere – SURPRISE! (c’,

I Shark Bay kan man få et kig på nogle sten… Men det er ikke hvilke som helst sten. Det er levende organismer som kan dateres mange millioner år tilbage i tiden – de såkaldte Stromatolites!

Vi mennesker skyldes faktisk disse organismer en stor tak, da de afgav nok oxygen til at grundlægge vores eksistens.
Og hvad laver vi mennesker så med denne eksistens?! Det ville vi finde ud af i den nærmeste by som var rosende beskrevet i diverse brochurer – byen Leeman. Tja, ud over et lille lys hos Caravan Parken (hvor vi lod os indlogere), kunne man så ikke ane mere liv. Var der nogen der sagde aftensmad?! Mon man kan blive mæt af en halv rulle Mentos, en kedelig gulerod og lidt lunken vand? Vi måtte på jagt efter et spisested. Tankstationen og den tilstødende bistro havde dog åbent en time endnu. Der så meget lukket og slukket ud i bistroen, og den venlige tankpasser pegede muntert mod kummefryseren; ”Snup i jer en frossen pizza eller en pose frosne bønner – det er jo onsdag, dartaften. Så har restauranten jo lukket!” Naturligvis, hvorfor tænkte vi dog ikke på det! Pizza og en gang kortspil er nu også hyggeligt sådan en onsdag aften i ingen mands land. (-;

Da vi er udenfor højsæsonen tilbød det flinke værtspar os, at sove længe og bare nyde morgenen og en gåtur langs vandet inden ud-checkning. No worries, enjoy the morning. Super – Ja ungdomssløvsind lider man vist også af efter de 30, fordi vi fik os da lige ti timer på øjet.
Inden afgang fra den topspændende vinterlukkede by Leeman fik vi lov til, at komme ind i buret til værtsparrets mange papegøjer. Det australske folkefærd er nu engang nogle flinke og afslappede mennesker.

I byen Cervantes kan man se the Pinnacles. Et underligt fænomen der også kan dateres tilbage til grønhvidkål . I dette område findes der en stor samling fossiler/klipper som er spredt ud over sanddyngerne i et mindre ørkenområde. Et spøjst syn – døm selv (c’,