Det er nu blevet morgen i Huskisson og vi har lige været nede og se (fotografere!) morgensolen stå op. Det er dejligt at tage hul på dag 2 i vores nye eventyr med et morgenfrisk vindpust, og en tur på stranden med frøken Gordon og kameraet. Om lidt går turen til den lokale café, hvor morgenmaden, kaffen og planlægningen af dagens rute skal foretages. Men inden vi forlader Huskisson og Jervis Bay skal vi på endnu et lille eventyr før landevejen indtages – vi skal på en 3 timers hvalsafari (I går så de 5 hvaler!).
Dag 1 på turen herned startede med afskedskaffe og frokost med Camilla på vores favorit sted i Manly; café Steyne i den sydlige ende af stranden. Med fuld oppakning vinkede vi farvel til Manly omkring kl. 13, og satte kursen sydover. Første stop var Kangaroo Valley som (til trods for regn, rusk og tåge) virkelig ER et besøg værd! Utrolig smuk natur med små snørklede veje igennem dalene og bjergene. K.V. er dog ikke fyldt med kænguruer som navnet antyder, og vi satte derfor hurtigt kursen mod Jervis Bay.
Vi ledte længe efter en sted at overnatte, og i vores iver endte vi inde i den store naturpark som ligger omkring den sydlige del af J.B. Vi var sikre på, at vi nok skulle når frem til et hyggeligt, lækkert og spændende sted, men da den lille asfaltvej blev til en endnu mindre grusvej og der ikke var et levendevæsen i miles omkreds – besluttede vi os for at vende om (c’, OG der stod den så! KÆNGURUEN! Lige ved siden af bilen i lyskeglen stod en stor flot kænguru og gumlede løs, mens den roligt holdt øje med os og ørerne på resten af skoven. Fantastisk at være så tæt på en vild kænguru – disse oplevelser håber vi der kommer mange flere af. Efter denne utrolige naturoplevelse kørte vi tilbage mod civilisationen, men måtte have hjælp af mr. Navi før vi fandt til Huskisson og det fine beach motel. Roger over and out – nu skal vi se hvaler!