Så kom den første lønseddel og det skulle fejres med en tur på Outback. Sidste sommer da vi var i USA, stiftede vi bekendtskab med dette fantastiske spisested. Er man til STORE bøffer – så er man til Outback. Med vores nye smarte navigator var vi klar – ja vi kørte faktisk en time ind i landet for at finde vores saftige bøffer. Halleluja… det var hele turen værd. Vi startede med et Blooming Onion (et ”must have” når man er på Outback – se billede), og herefter tændes der julelys i Axels øjne, da vores bøffer blev serveret. Det var ikke meget samtale vi fik ført os, da alle Axels sætninger kun kunne starte med ”Nøj, hvor er det fantastisk… Jamen, prøv lige at overvej størrelsen på denne her bøf…. Fuck hvor er det godt”. Så fra nu af går vi på vegetar-restauranter, hvis vi skal snakke sammen 😉
Deres dessertkort ”kom jeg til” at falde over, og sjovt nok havde de den samme dessert som i USA – Chocolate Thunder from DownUnder. Ved ikke hvor vi fandt pladsen, men vupti og så var den nede! Så skal I til USA eller Australien, så prøv at finde den nærmeste Outback – I bliver ikke skuffede! Vi sov TUNGT og godt fredag aften.
Lørdag morgen kom Matt og Camilla kl.11, og hentede de to spændte skolebørn som var klar til en tur i Taronga Zoo. Eftersom Matt arbejder der, var vi heldige at kunne komme gratis ind og få en V.I.P. tur rundt i haven. Taronga Zoo ligger på et bjerg med udsigt ind over hele Sydney – meget betagende. Fordi haven ligger på et bjerg bevæger man sig op og ned, hvilket giver en anderledes og mere eksotisk atmosfære. Matt (som underviser skolebørn i dyrenes trivsel og levemåde) var den perfekte turguide. Han vidste noget om alle dyrene og kunne fortælle gode røverhistorier om de forskellige ”udbryderkonger” de har haft gennem årerne. Vi kom med op i deres undervisningslokaler hvor de har dyr man gerne må klappe. Her fodrede vi kænguruer, emuer, klappede slangen og aede mini saltvands krokodillen. Koalaen var ikke lige i humør til selskab, hvilket resulterede i at Matt fik et par rifter på hånden efter et godt dask – smut pomfrit! Vi mødte en af de andre dyrepassere som havde med orangutangerne at gøre. Hun mente helt bestemt vi skulle komme med ind og sige hej til hendes frække rødhårede veninde. Dyrepasseren Lou gav hende en sweater ind gennem buret, som hun kiggede lidt på hvorefter hun trak den overhovedet – 1,2,3 vupti. Men det passede ikke frøkenen at vi andre snakkede, hun ville lege tovtrækkeri med sweateren gennem buret. Nøj, hun var stærk! Fed, fed oplevelse – Thank you Matt! Alle deres edderkopper springer jeg let hen over her – det kribler og krabler stadigvæk bare ved tanken ahhh!
Så var det hjem og få en kold øl i haven inden den stod på middag og drinks i Sydney. Vi spiste i havnen og havde et flot udsyn over hele havnen og til et stort velgørenheds optog. En 5 km gå tur gennem Sydney iført et pink kostume – en ”Støt brysterne” event.
Matt kender DJ’en på en af byens natklubber, så her smuttede vi også lige ind af V.I.P. indgangen – åhh det kan man godt blive forvent med he he he. Efter en heldags vandretur op og ned i zoo’en var stængerne ikke lige til disco-dans. Vi smuttede ovenpå til et par omgange pool. Dejlig dag med mange indtryk.
I dag søndag stod den på ”stegt pattegris” på stranden – ja man kan jo ikke rende rundt og være dansker bleg 😉 Afprøvning af vores nye videokort – Untraceable, okay film! Ja, og nu er vi lige kommet hjem fra en aften tur i Manly, hvor vi så alle de små pingviner som kommer op bestemte steder på stranden – små og nuttede. Så nu er det godnat herfra – håber I også har haft en fed weekend, vores var jo ikke mindre end fantastisk.
Ha ha ha Hr. Ryby 😉
Stort tak til dig og Anders – fantastisk navn som I bare glemte at beholde. Vi takker for navnet og finder gerne på et nyt til dig ;-D
Hej Annelouise!
Ser ud til at I hygger Jer…. fed hjemmeside! 😉 Hvor er kredit til opfinderene henne? 😀