Efter Kangaroo Island var det blevet tid til at kigge nærmere på Adelaide og omegn. Byen viste sig fra en noget kønnere side – solen stod højt på en kongeblå og klar himmel. Adelaide er en mindre storby, med smukke bygninger, brede boulevarder, og charmerende gader. Klart en by man hurtigt føler sig hjemme i. Guiden fra Kangaroo Island havde udpeget et hyggeligt cafeområde i og omkring Gouger Street, hvor også Chinatown og the Central Market er placeret. Vi satte det ene ben foran det andet og nød solen ned gennem de hyggelige gader, der næsten som i Melbourne består af en meget blandet arkitektur. Flotte 1800-tals bygninger klemt inde mellem 1960’er ”kedelige” kontorbygninger, og spændende nymoderne high-rise tårne kombineret med glas, sten og solceller. Alt i alt et rigtigt spændende sted for konstruktør, og klart et besøg værd. Morgenmaden blev indtaget i mageligt tempo i solen, og med en hyggelig sludder med et lokalt kendt ægtepar.

Derefter gik turen rundt i området på jagt efter take-away kaffe og små hyggelige butikker. Vi må indrømme at selvom Adelaide ved første øjekast (en regnvåd eftermiddag og aften) virkede temmelig uddød – er vi blevet positivt overrasket og synes nu at byen helt bestemt er endnu et besøg værd (når vi får chancen igen). Denne positive drejning skyldes i høj grad også en fantastisk dag i selskab med Tore (mine forældres venners søn som er bosat lidt uden for Adelaide med sin australske kæreste). Han hentede os i city , og tog os på en flot 10-12 km hike i den nærliggende national park.

Her så vi både en brummende han-koala, flotte sydaustralske farverige fugle, smukke vandfald og nogle utrolige kig ind over selve Adelaide by. Tore, som læser til det australske svar på skovfoged, fortalte en masse om både planter og dyr mens vi gik gennem den storslåede natur. Selv en lokal Mousespider krydsede vores vej – heldigvis var han ikke så hidsig. (c’,

Godt sultne satte vi kursen mod Nairnes, hvor Tore og Sarah bor i et flot, nybygget et-plans hus med have og en enorm barbeque (grill) – det skal man jo have. På vejen havde vi købt ind til vores sene frokost/tidlige aftensmad; kængurubøffer, chilipølser og hjemmelavet dressinger. Lige noget for et par sultne danskere.

Efter et par timers hyggesludren om danske og australske forhold, solenergi og rejseplaner, kørte vi alle 4 ind mod Adelaide, til lidt lokal rundvisning. Første stop var Mt. Lofty, hvor der er et fantastisk udsyn over hele byen.

Derefter kørte vi ad de små snoede bjergveje ned til centrum, gik en flot tur langs floden, og endte i north Adelaide til aftenkaffe og godnat øl. En hyggelig afslutning på vores ophold i Adelaide og South Australia – Nu venter Perth, roadtrips og nye eventyr i det spændende Western Australia.