I sidste uge var det jeres tur til, at sætte uret og havemøblerne frem – et skønt tegn på at sommeren er på vej. Denne søndag kom vi andre, på den anden side af kloden, så med på vognen – her går vi dog vinteren i møde.
Vejrguderne har allerede givet en lille smagsprøve (hele sidste uge) på hvad det australske vintervejr kan byde på…brrr sikke nogle kræfter! 3-5 meter høje bølger slog mod Manlys kyster, og i fredags vovede vi os ud på en aftentur for at se de modige surfere.
Lørdag skulle vi på en mini sightseeingstur ned ad kysten mod Woollongong med en afstikker gennem The Royal National Park. Desværre var vejrguderne ikke helt færdige med at vise kræfter, så vi havde en dejlig, men meget blæsende dag. Sikkert hjemme i hytten igen stod den på varm kaffe – smukt lavet på vores nye espressomaskine – og video hygge ahhhh!
I dag søndag var det tidligt op, da ejerne af lejligheden skulle komme og ordne vinduer samt klippe lidt af i haven. For at give dem lidt arbejdsro tøffede vi ned i Manly og gik en tur i Ocean World. Vores lokale akvarium med både underjordisk hajtunnel og bassiner med alle de farverige fisk der findes omkring Australien.
Tilbage til lejligheden – og HOLD DA OP de havde været flittige…lidt for flittige efter vores mening. Det er det man kalder en meget KRAFTIG beskæring af vores ellers frodige have. Deres kommentarer hertil var blot: ” Skønt med vintersolen i stuen!” Ja, tak og alle de forbipasserende kan være med helt inde på sofaen i lejlighed nummer 115 unit 1. Nåh, ja men så få vi vel hilst på lidt flere over hegnet…bom bom ja joh! Her er et lille før og efter foto – af den lille trimning af haven.
Håber I har nydt en solrig forårsdag i DK – I hvert fald ifølge DMI 😉