Tro det eller lad være, men det var ikke svært, at overtale de kære forældre til en lille køretur ind i landet her i weekenden – specielt ikke når nogle at ledetrådene var gourmetmad, vinsmagning og afslapning. En forlænget weekend til vinområdet Hunter Valley var destinationen. Den ”røde limo” klarede turen til et flot 8 tal, dog med nogen brok over den ikke-eksisterende air condition og den ’rene’ udstødning som med lethed sneg sig ind af de åbne vinduer. Ja, der er små forskelle mellem en Holden Commandor fra 94, og en fuldt udstyret BMW 550 Turring fra 2005 selvom jeg synes, de er svære at få øje på 🙂
Vi havde en smuk køretur gennem et bakket landskab beklædt med vinstokke så langt øjet rakte. Inden der gik (alt for meget) panik i den lille familie, pga. ’No Vacancy’ skilte ved samtlige hoteller o. lign., fandt vi et værelse for to nætter på Mecure Resort. Lige netop i denne periode er der nemlig de populære ’Open Air’ koncerter hver weekend.
Lørdag morgen stod hele familien klar ved den lokale cykeludlejning. Vinsmagning fra gård til gård på mountain bike – noget vi selv syntes var en god idé til at starte med…vi blev dog klogere! Som nævnt er Hunter Valley ret bakket, og efter interne konkurrencer om at nå toppen først, var det ikke lige vin vi tørstede efter, når toppen var nået. En aktiv, sjov og anderledes tur rundt i det smukke og varme landskab kan klart anbefales – dog må vi drage denne konklusion – cykelhjelme er praktiske, men gør ikke noget godt for udseendet! Æggehjelm eller ej – vi havde det sjovt!
Dagen efter fik vi en flot oplevelse i Hunter Gardens. Her er forskellige havetyper smukt anlagt side om side med masser af blomster og skulpturer.
Turen gik videre ud mod kysten til Nelson Bay. Her blev turistinformations brochurer gennemset, og vi fandt et lækkert spa & wellness hotel ud til vandet. Med det store smil på lykkes det os at få en fantastisk lejlighed på 8. etage med en overvældende udsigt ud over Tea Garden og Shoal bay. Mini ferien sluttede dagen efter, hvor vi skulle vende næsen hjemad til den ensomme Axel, der pga. rygproblemer måtte bliver hjemme.
Mandag aften havde vi aftalt at tage færgen ind til Sydney for at gå i biffen. Men men men – ikke bare i den almindelige biograf, men i det de kalder Gold Class. Her betaler man en mindre formue (sammenlignet med den alm. bio), men til gengæld kan forskellen tydeligt ses og mærkes. Sæderne er som halvandenmands sofaer med elektronisk ryg og fod støtte – og hvor den aftensmad du har bestilt inden filmen starter, bliver serveret præcist på det tidspunkt du ønsker. Man kan vælge stort set alle typer drikkevarer – og tjenerne kommer gerne og tager imod en ny ordre. Vi kan dog ikke helt se økonomien i dette fortagende, da vi alt i alt kun var 7 personer, der havde valgt at se ”The International” denne mandag, i en biograf med plads til 60 og hvor der var personale nok til at mandsopdække os hele aftenen. Men hva’ pokker – det er jo ikke vores hovedpine – vi nød det bare i fulde drag!
Ellers sker der ikke så meget i Manly – feriebørnene hygger sig med små udflugter og afprøvning af diverse cafeer i området.
I sidste uge var vi for resten i operaen i Sydney og høre ”En skærsommernatsdrøm” – flot oplevelse, med et anderledes nymoderne tvist.
Roger, over and out herfra!