Down Under

Uha ja…det måtte jo ske med en gammel bil – men hvorfor lige i dag! Efter en hektisk dag på arbejdet med lidt overarbejde var det tid til at vende snuden hjemad. Med tanken om 1½ time foran mig i bagende hede, og en meget sulten mave – var det bare speederen i bund og der ud af. Små 20 minutter inden mål kiggede jeg ned på temperaturmåleren…alt var fint. 18 minutter til målet og temperaturmåleren var over det røde felt. PANIK! Ringede straks til Axel, selvom jeg godt vidste at det bare gjaldt om at komme ind til siden. Samme råd kom via telefonen, problemet var blot det, at jeg var midt i tilkørslen til Harbour Bridge. Gode råd var dyre, da Harbour Bridge i myldertrafikken ikke lige er det smarteste sted at holde – rettere sagt, der er ikke plads til at holde. Ja, så her holdt jeg med Axel i røret og nødblinket på fuldt blus.

Se det er her jeg må takke Camilla for, at komme med det gode råd da vi købte bilen: køb en vejhjælp forsikring! Jeg ringede straks og de kunne være det inden for en time…! Efter 15 minutter kom der en ”trækvogn” fra Harbour Bridges eget trafikkontor med to meget snaksaglige bromænd – ikke just dem jeg havde ringet efter. Men den røde dyt skulle væk og det skulle være nu ifølge dem. ”Hop over på passagersædet lille frøken, så klarer vi det for dig” Åhh okay…

Sikkert over på den anden side af broen, var det så bare at vente på vejhjælpen (NRMA). Hmmm, vi havde fyldt vand på bilen i lørdags inden turen til Canberra så det kunne det vel ikke være. Panikken bredte sig hos mig, da mine tanker var på arbejdsdagen i morgen. Skal til mit første salgs- og marketingsmøde, hvor jeg skal holde et indlæg… Men hvis bilen nu er død eller i stykker, hvordan kommer jeg så på arbejde til tiden uden at skulle op kl. 04.00 for at fange bus, færge, tog, taxa !?

NRMA-manden kom efter 40 minutter, og blondinen hoppede rundt som den gode assistent. Jeg følte virkelig at jeg var ovenpå og vidste, at alt var ny-påfyldt fra i lørdags – og med alle de søndage min far har brugt på bilundervisning, så jeg aldrig skulle stå som en blondine og kigge ned under kølerhjelmen – blev slået helt til jorden. Bilen slugt nemlig små 8 liter vand, og NRMA-manden kiggede på mig med et løftet øjenbryn og sagde: ”Hvornår sagde du I sidst havde fyldt vand på?” Pinligt….

Jeg er nu sikkert hjemme og Axel havde den helt store tapasanretning klar til den lille uheldige og nu meget sultne frøken. Men en ting er sikkert, jeg sender både de to bromænd og NRMA-manden en kærlig tanke i aftenbønnen 😉

Den australske nationaldag lå i forlængelse af sidste weekend. En mini ferie lå forude og det måtte jo udnyttes. Hovedstaden Canberra, som kun ligger 3½ times kørsel væk, var målet. Efter en meget varm køretur og lidt søgen efter et ledigt hotelværelse (vi var ikke ene om at vælge hovedstaden til at fejre nationaldagen), kunne vi nyde nogle af storbyens monomenter.

Canberra er en meget anderledes hovedstad, da den blev kunstigt skabt. Byerne Melbourne og Sydney var i stor konflikt om hvilken by der skulle være Australiens hovedstad. Et kompromis blev en by mellem de to rivaler, som hverken ligger ud til kysten eller har over 400.000 indbyggere. I Canberra har man derfor placeret alt hvad der har med regeringen at gøre.

I alle rejsebøger bliver Canberra beskrevet som den kedeligste hovedstad, men det er nu ikke helt sandt ifølge os. Alle nationale museums og mindesmærker er samlet i denne by – og er man i humør til at være kulturel er dette byen.

Den første dag besøgte vi The National War Memoriol. Det er længe siden vi har oplevet et så flot museum – klart et besøg værd og husk at have god tid… det er stort. Man bliver ført gennem 1. og 2. verdenskrig på en flot, visuel og faktabaseret måde, afsluttet med en evig brændende flamme i en lang åben gårdsplads med sorte tavler, så langt øjet rækker med de faldendes navne frem til i dag.

Dagen før havde en flink taxachauffør fortalt, at der ville være en gratis koncert ved Parlamentet aften efter. Alle kom slæbende med picnickurve og var flot dekorerede med det australske flag klistret fast overalt på kroppen eller med lange flagkåber – fantastisk syn. Selv almindelige pickup trucks havde australske flag på køleren og ud af vinduerne – meget festligt!

Vi skulle egentlig kun have været i Canberra en nat, men vi nåede ikke at se The National Museum eller det kendte roterende udsigtstårn og besluttede at blive en ekstra nat – fantastisk med en lang weekend. Efter en ny søgning på et hotel der havde plads til os, var det tidligt op søndag morgen og på museum. Bagefter var det en tur op i det næsten ”900 meter” høje udkigstårn – wauw ikke noget for folk med højdeskræk. De 900 meter er nu inklusiv Black Mountain som tårnet står på (c’,

Klokken blev hurtigt over frokost og vi måtte vende næsen mod Sydney. Vi besluttede dog at vi ikke ville tage den direkte vej (motorvejen), men ruten langs kysten. Vi drejede derfor af mod Batemans Bay, som ligger nogenlunde direkte ud for Canberra, bare ved kysten. Men nu bliver turen spændende for den blå himmel blev langsomt skiftet ud med en ensartet grå himmel. Først tænkte vi at det måtte være skyer da det fyldte hele himlen, men kort tid efter kunne man lugte hvad det i virkeligheden var; Bushfire!

Vi gjorde holdt i den næste by for vi måtte jo forhøre os om hvor denne Bushfire var og om det betød noget for os. Heldigvis brændte det ikke direkte på vores rute hjem og vi kunne fortsætte vores tur mod kysten. Batemans Bay er dog ikke så spændende, så vi kørte hurtigt videre nordpå – lettere skuffede over at hovedvejen stadig ikke ligger helt ud til kysten.

Vores prøvelser var dog ikke forbi endnu – Lige omkring Wollongong var der vejarbejde og kø og umiddelbart efter kørte vi ind i hvad det lignede en sky på jorden – det viste sig at være tåge med en meget lav sigtbarhed på omkring 10 – 20 meter frem (ikke meget på en landevej). OG.. da vi endelig slap ud af tågen, væltede regnen ned og mørket kom snigende.

Så da vi endelig trillede ind i Manly omkring kl. 22 var der kun tilbage at sige ”Go’nat Ole, og pengene ligger i vinduet!” (som ”famse” siger).